Trafik og Parkering 21. januar 2017

Information om trafik og parkering i Aarhus midtby lørdag 21. januar 2017 kl. 16.00 - 23.00

Senest opdateret 20. januar 2017


Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017, og det bliver indledt med en storstilet åbningsceremoni lørdag den 21. januar med et forventet publikum på 50-60.000 mennesker.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe vil sætte gang i festlighederne, og et optog med 4000 medvirkende, illuminerede skibe og lysende lanterner samt 1000 korsangere og musikere vil markere, at Aarhus hele næste år er vært for den største kulturbegivenhed i Danmark i nyere tid.

En så stor begivenhed kræver naturligvis plads, og det vil i nogle timer lørdag den 21. januar få betydning for den måde, vi normalt bruger byen på. Af praktiske og sikkerhedsmæssige årsager vil dele af centrum blive afspærret for al trafik under arrangementet, ligesom det ikke vil være muligt at parkere i enkelte parkeringsanlæg eller have sin bil parkeret på gaden.

Afspærringen vil få betydning for beboere, forretninger og virksomheder i det anførte område i Aarhus centrum, og vi appellerer til jeres forståelse og tålmodighed og beklager på forhånd de ulemper, dette vil føre med sig.

Afspærring og parkering
Midtbyen vil blive spærret for al trafik lørdag den 21. januar fra kl. 16.00-23.00. De berørte områder er markeret på kortet. På grund af de mange tusinde deltagere og tilskuere vil det ikke være muligt at køre i bil til og fra området i det pågældende tidsrum. Samtidig vil der være parkeringsforbud i en række gader inden for dette område i tidsrummet 08.00-23.00.

Hvis du skal bruge bilen i tidsrummet mellem 16.00 og 23.00, anbefales det på forhånd at parkere bilen uden for det afspærrede område, f. eks i Bruuns Galleri, ved Godsbanen, Ceres Byen, Navitas, Magasin eller parkeringspladsen ved Filmbyen. Herudover henviser vi til parkeringspladser uden for Midtbyen.

Hvis du er deltager eller publikum, anbefaler vi at komme til midtbyen enten med offentlig transport eller på cykel. Der vil på dagen være opsat ekstraordinær cykelparkering tæt på ruten (se nedenstående kort).

Bemærk venligst, at adgangen til og fra parkeringshusene og –pladserne ved DOKK1, Salling, Scandinavian Center og Ny Banegårdsgade er lukket fra kl. 16.00-23.00.

Offentlig transport
Når Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 officielt åbner på lørdag den 21. januar 2017, inviterer Aarhus Kommune og Fonden Aarhus 2017 alle til at køre gratis med de gule bybusser i Aarhus i tidsrummet fra kl. 14.00-24.00.

Både af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde er en stor del af Aarhus Midtby bilfri zone på lørdag fra kl. 16-23, og arrangørerne opfordrer både deltagere og gæster til at bruge offentlige transportmidler eller cykle.

Bybusserne kører efter den normale lørdags-køreplan, og under åbningsarrangementet er der ændrede bybus-ruter fra kl. 16.00 til 23.00. I samme periode er stoppestederne i centrum flyttet til Mølleparken, Nørregade og Harald Jensens Plads. Se også Midttrafiks hjemmeside for en oversigt: https://www.midttrafik.dk/trafikinformation

Taxa
I forbindelse med den bilfri zone kl. 16-23 henvises til taxa-holdepladser ved Bispetorvet og den midlertidige taxaholdeplads i Sydhavnsgade

Yderligere information
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, kontakt da venligst Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 på tel.: +45 2017 0094 eller e-mail trafik@aarhus2017.dk

Oplysninger om trafikforhold og parkering lørdag den 21. januar 2017 vil løbende blive opdateret på denne side.