Besøg vores venner i Sønderborg i 2017

Børneteater, klassisk musik, gadekunst eller Danmarkshistoriens vingesus på Dybbøl Banke. Sønderborg byder på kulturoplevelser for store og små, for kritiske kendere og nysgerrige sjæle, for dem, der vil se solen gå ned over havet, og dem, der vil have fart på i skaterhallen.

I 2017 syder Sønderborg af kulturelle oplevelser, så du kan roligt sætte god tid af. I juli fordobles indbyggertallet, når 40.000 danske og internationale spejdere mødes til Spejdernes Lejr 2017. Så tag endelig turen ud til det enestående naturområde Kær Vestermark og oplev den helt særlige lejrstemning. Rigtig mange af vores sommergæster vender tilbage år efter år. Det har ikke været rigtig sommer uden et besøg i Sønderborg, siger de.

De holder af naturen og badestrandene og af, at både professionelle og ildsjæle sætter deres helt eget aftryk på kulturen i Sønderborg Kommune. Du risikerer med andre ord at blive forelsket i Sønderborg. Lad det være en advarsel eller en opfordring. Vi glæder os til at se dig.

DATO
Hele året

VENUE
Forskellige steder i Sønderborg

Publikum
Alle