Tro på styrken

Mine fødder skælvede af smerte under min tunge krop. Småstenene i kanten af motorvejen borede sig lige ind i mine bare fødder. Den kolde regn piskede i hovedet på mig og blandede sig med de tårer, der flød ned ad mine kinder. Jeg anede ikke hvor længe jeg havde løbet, eller hvor langt. Selvom jeg følte, at jeg var lige ved at falde om af smerte og anstrengelse, var der et eller andet, der gjorde, at jeg fortsætte alligevel. “Løb Barend, løb!” Ordene kørte rundt i mit hoved, mens jeg fortsatte langs motorvejen. Biler drønede forbi. Flere af dem dyttede af mig, men jeg var ligeglad. Inde i mit hoved hørte jeg igen min fars paniske stemme, og jeg stolede på det, han havde sagt. Derfor fortsatte jeg med at løbe. Barend betød modig og stærk. Jeg vidste, at der var en grund til, at jeg hed, som jeg gjorde. Det var nu, jeg havde muligheden for at bevise, at jeg faktisk var modig og stærk. Folk havde ellers aldrig set mig som noget særligt. Bare en almindelig syrisk dreng. Ikke den bedste i skolen, heller ikke den bedste til sport og heller ikke den med den største vennekreds. Men min far havde altid troet på mig, og det var det, der gav mig styrken til at fortsætte. De dystre billeder af min mor, der faldt blødende sammen på jorden i vores skjulested i Syrien blev ved med at dukke op i mit hoved. De ville nok blive ved med at hjemsøge mig, så længe jeg levede. Hvorfor lige hende, hvorfor? Det ville jeg nok aldrig få svar på.

Jeg så det hele. Det ville jeg ønske, jeg ikke havde gjort. Tårerne, som ellers lige var holdt op, strømmede nu igen ned ad mine i forvejen våde kinder. Mit plaskvåde tøj klamrede sig til min skælvende krop. Mine ben rystede så meget under mig, at jeg måtte kæmpe for bare at blive på stående. Faktisk havde jeg aldrig haft så meget lyst til at give op, som jeg havde nu. Ikke engang når drengene var ved at dø af grin, fordi jeg ikke kunne følge med bolden i fodbold. Heller ikke engang da jeg så min mor blive skudt. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Pludselig dukkede min far op i mit hoved, men denne gang kunne ikke engang han, give mig lysten til at kæmpe videre. Jeg kunne ikke mere. Jeg smed mig i vejkanten, selvom flere biler dyttede af mig. Jeg blev liggende. Jeg var ligeglad. Min fars stemme dukkede op i mit hoved igen. Selvom jeg prøvede at skubbe den væk, blev den hængende. Det virkede så virkeligt denne gang. Som om han stod lige ved siden af mig. Jeg vidste godt, at det gjorde han selvfølgelig ikke. Det var nok bare fordi, at det var det, jeg ønskede allermest i hele verden. For en sikkerheds skyld spærrede jeg alligevel øjnene op. Der indså jeg, at stemmen ikke bare var inde i mit hoved.