Bobs rejse til Atlantis

Hej jeg hedder Bob B. Ord og denne idiot af en ven er Poul C. Frikvarter. Vores største drøm er at rejse til Atlantis i en kæmpe flaske. Pouls far arbejder på en flaskefabrik, der laver flasker og Poul har spurgt om han kan lave en gigantisk flaske og han sagde JA. ’’Det havde jeg ikke troet” sagde jeg. ”Det havde jeg heller ikke” sagde Poul. Så gik vi hjem til Poul, og der stod den. I baghaven stod den længste og største flaske i verden.

Nu stod vi på Lillebælt med flasken i vandet. ”Nå, så er det nu, drenge”, sagde Pouls far og gav os en pose med lidt mad til 2 uger. Mine forældre gav mig et billede af min familie og så hoppede vi ned i flasken. Der var tapet stole fast med gaffa og der lå 3 ruller gaffatape, 2 ruller reb og 3 lommelygter. Så proppede vi prop på og tapede 10 mursten fast til flasken, så vi sank. Så var vi der. Dybt under vandet. ”Nå, hvad nu?” Sagde Poul ”Vi… dykker”, svarede jeg med en sej stemme og så tog vi dykkergrej på, gik ud og begyndte at skubbe flasken af sted. Vi skubbede den ca. 20 m. Så kom vi til en lille grotte. ”Vi burde nok gå ind i flasken og tænde den motor, som min far gav mig med”, sagde Poul. ”Ja, det burde vi nok”, sagde jeg, og så gik vi ind i flasken, tændte motoren og bevægede os ind i hulen.

”DER ER KNOGLER OVER DET HELE DERINDE. TRO DET ELLER EJ” stod der på et skilt. Ved siden af det skilt, var der et andet skilt med et dødningehoved på, men vi var ligeglade og bevægede os derind. Da vi var helt inde, tændte vi vores lommelygter og lyste og der lå et eller andet monster med 2 arme, 10 slangeben og et gedehoved. Den lå og sov lige så stille og vi ville ikke vække den. Ved siden af den var et skilt, hvor der stod ”Atlantis denne vej”. ”Ja, vi er der snart”, hviskede jeg og så tog vi dykkergrejet på og kravlede lige så stille ud af flasken og hen mod udgangen. Men så vågnede monstret. Det skreg som en ged og den svømmede som en blæksprutte. Vi svømmede alt, hvad vi kunne hen til udgangen, men den svømmede hurtigere end vi gjorde. Den halede ind på os og greb fat i Poul. ”JEG ER FOR UNG TIL AT DØ”, skreg han med en bange stemme. Men jeg var for bange til at svømme tilbage. Alt susede afsted. Jeg tænkte: ”NU DØR JEG”, så jeg svømmede bare hen mod udgangen uden at tænke på Poul selvom han skreg. Han kom ikke tilbage. Jeg svømmede videre hen til skiltet og fandt Atlantis og da jeg skulle hjem var monstret faldet i søvn med Poul inde i maven. Jeg kom sikkert hjem men det gjorde Poul ikke…