Bring Home the Oysters!

En del af Europæisk Gastronomiregion 2017
Præsenteret af Limfjorden, Geopark Vestjylland, Wadden Sea, Sydvestjyske Smagsoplevelser, FOOD og Region Midtjylland

Tag med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 ud i den smukke danske natur og saml så mange østers, som du kan slæbe med hjem!

Kulturhovedstaden inviterer på østerstur til et af Danmarks flotteste områder ved Limfjorden og Vadehavet. Turen ledes af erfarne guider, som er eksperter i den udsøgte lækkerbisken.

Turen kombinerer østersfangst i Limfjorden med det nye Strandingsmuseum St. George i Thorsminde. Stævn ud med bus fra Aarhus og få frokost plus en hel dag i dansk natur.  

Medbring gummistøvler og praktisk varmt tøj, samt rygsæk, lærredspose, spand el. lign. til at transportere de opsamlede østers i.

I Danmark tilhørte østers i mange år kongehuset, som tjente gode penge på at eksportere dem til den russiske zar. Det var forbundet med dødsstraf for menigmand at høste af dem. Østers har også ry for at have særlige amourøse egenskaber, og det fortælles, at Casanova spiste 50 østers hver dag.