Et strålende samarbejde

To af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017’s partnere har involveret sig i et tværregionalt kunstprojekt

”Det tændte mig at Kulturhovedstadens projekter integrerer hele regionen”, siger Jørgen Jul Jensen, direktør i Skandinaviens største kunsttransport-virksomhed MTAB. Derfor har firmaet valgt at blive partner i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

I forlængelse heraf har MARS Stilladser og Eventsupply været involveret i opsætningen af 10 lysinstallationer af den skotske kunstner Nathan Coley. Kunstværkerne med titlen ”The Same for Everyone” er opsat på tværs af Jylland – fra Djursland i øst, over Viborg, Herning, Skive til Hvide Sande og Thyborøn i vest.

Jørgen Jul Jensen er ”gammel Fur-dreng”, og er professionelt og privat i kontakt med hele landet. Da han blev klar over at flere af kultur- og kunstprojekterne i kulturhovedstadsåret involverer museer og kunstnere i alle Region Midtjyllands kommuner, henvendte han sig for at høre om samarbejdsmulighederne. MTAB har mange års erfaring med specialtransporter, så det var oplagt at trække på virksomhedens ekspertise i forbindelse med fragten af Nathan Coleys kunstværker. ”Den langsigtede effekt af at få relationer på tværs, så man kan fortsætte samarbejdet efter kulturhovedstadsåret, få fælles referencerammer og blive bedre til at løfte sammen og lave nye projekter; det er der store muligheder for”, mener Jørgen Jul Jensen, som håber de involverede kommuner og aktører griber denne chance og fortsætter samarbejdet i årene efter 2017.

Nye opgaver – gammelt håndværk
Mens transportfirmaet har bragt de 10 lysinstallationer sikkert hjem fra England, har MARS stået for installationen. Firmaet har 90 års erfaring i at opbygge stilladser og hegn, og er leveringsdygtige i udstyr til festivaler og større arrangementer. Til lysprojektet er det stillads-erfaringen, MARS har trukket på. Firmaet har stået for opbygningen af stilladserne som lysinstallationen er monteret på.

Direktør Klaus Withen Bjerregaard har helt fra begyndelsen været interesseret i at bakke op om kulturhovedstadsåret og engagere sig i dets projekter. Han fortæller, at det altid er anderledes, når firmaets folk skal samarbejde med kunstnere: ”Vi ser normalt på den mere brugsmæssige værdi. Hér er det udtrykket der tæller; det skal være helt præcist på millimeter”. Klaus Withen Bjerregaard fortæller også at det er sjældent, firmaet arbejder med de gammeldags rørkonstruktioner og specielle jordspyd: ” Vores folk synes det har været en spændende proces at samarbejde med englænderne og tage hensyn til kunstnerens ønsker. Der er ofte flere følelser involveret ved denne type opgaver, hvor kunstnere er involveret. Det håndterer vores folk rigtig godt”.

De to erhvervsledere giver begge udtryk for at det har været sjovt og spændende at løse opgaven med fragt og opsætning af de funklende kunstværker, som nu står og lyser 10 steder i regionen med beskeden ”The Same for Everyone” – til inspiration og eftertanke for beskueren.

"The Same for Everyone" er støttet af Ny Carlsbergfondet.