Skjulte Steder åbner Ultrabæredygtigt Pauserum i Randers

Som optakt til Europæisk Kulturhovedstad 2017 sætter Foreningen Skjulte Steder med Arkitektfirmaet Gustin i spidsen fokus på problematikken omkring sundhedsskadende partikler fra trafikken. Våbnet hedder mos og stenurter og projektet hedder Ultrabæredygtige Pauserum.

Åbningsarrangementet foregår 28. oktober kl. 14 på hjørnet af Aarhusvej og Vennelystvej i Randers og er et samarbejdsprojekt mellem Foreningen Skjulte Steder i Aarhus, Randers Kommune, AOF Randers/ Djursland og produktionsskolen Mimers Brønd. Mimers Brønd, der står for servering til arrangementet, sætter fokus på friske, lokale råvarer fra skolens eget økologiske landbrug.

Der vil være taler ved viceborgmester Mogens Nyholm, Randers Kommune, Martin Tranholm Frøst, landskabsarkitekt i Randers Kommune, Stephan Gustin, Arkitekt og Annette Damgaard, Skjulte Steder.

Læs mere om Skjulte Steder på foreningens nye hjemmeside.

Projektet Ultrabæredygtige Pauserum
Stedet opføres som en pavillonen, der består af ca. 50 paneler, der hver er opbygget som en sandwichkonstruktion, med et vækstmedie eller en biomasse til opsamling af vand. Når det regner lagres vandet, der løbende afgiver fugt til de forskellige planter, der skal gro i biomassen. Selve opbygningen er en cylinderformet konstruktion med en diameter på ca. 8 meter og en højde på ca. 3 – 3.5 meter. Konstruktionen består af stålrør med beslag, mens alle panelerne opbygges af bæredygtigt, FSC-certificeret træ, og med en forventet levetid på mere end 50 år i det danske klima.

Hver gruppe af paneler tester forskellige typer af vækstmedie, som for eksempel kokosmasse og genbrugsfilt. Samtidig testes forskellige typer af mos, og deres evne til at gro på en vertikal flade, hvilket hidtil har været den største udfordring for de, der har forsøgt sig p � verdensplan.

Visionen er, at pavillonen over tid bliver mere og mere grøn og hermed optager flere og flere af de skadelige og ultrafine partikler fra de omkringliggende veje. Mosserne har forskellige egenskaber og vil over tid, hvis alt går vel, finde en naturlig balance i forhold til, hvor og hvordan de forskellige typer kan gro – nogle kræver mere skygge, andre kræver konstant fugtpåvirkning osv.

Stedet bliver samtidigt en hyggestation, hvor man kan tage et hvil i solen på en sommerdag og nyde livet og de grønne flader. Her kan man medbringe sin madkurv eller læse en bog – kort sagt bruge stedet som et pauserum, mens vi venter på, at mosset gror.

Det Ultrabæredygtige Pauserum i Randers er det andet af i alt tre. Det første blev opsat ved ReUse Centret i Aarhus i maj 2015 og den tredje vil blive stillet op i foråret i samarbejde med Aarhus Kommune.

Projektet er støttet af Fonden Aarhus 2017.