Nyt galleri i Aarhus: Oplev Cate Blanchett i 13 roller

Nyt galleri på Aarhus Havn åbner 10. marts med Skandinaviens-premiere på anmelderrost filminstallation som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Hvorfor skabe kunst? Det er emnet i en ny filminstallation, hvor Cate Blanchett spiller 13 roller, der vises samtidig på 13 store skærme. Filminstallationen hedder Manifesto og blev udvalgt som en af de største oplevelser på 2017 Sundance Festival af magasinet Rolling Stones. Installationen er skabt af den anerkendte tyske kunstner og professor, Julian Rosefeldt. Den bygger på manifester fra en lang række kunstnere, blandt andet Claes Oldenburg, André Breton og Jim Jarmusch. Kunstnernes lidenskabelige ord handler om kunstnerens rolle i samfundet og behovet for kunst i verden.

Manifesto vises på 13 ca. 3,5 x 2 meter store skærme i et ny galleri, ’O’ Space på havnen i Aarhus. Det er gratis at opleve installationen, der vises fra 10. marts til 15. april.

“Manifesto er et betagende og monumentalt værk, en kreativ tour de force. Det er en hyldest til den usikkerhed, der motiverer kunstnere til at sætte vigtige spørgsmålstegn ved bestående antagelser. Værket undersøger, hvor kunst kommer fra og er på den måde en central del af vores kulturhovedstadsår,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Aarhus 2017.

“De 13 karakterer i filmen er fantastisk spillet af Cate Blanchett og imponerende iscenesat af Julian Rosefeldt. Værket giver nyt liv til brændende ord fra kunstnere og tænkere gennem tiden. Manifesto har både spor tilbage til Fluxus og til Lars vor Triers dogmeregler,” tilføjer Juliana Engberg, programdirektør i Aarhus 2017.

Nyt galleri på Aarhus havn
’O’ Space er et nyt galleri for moderne kunst og film, skabt af Aarhus 2017. I løbet af kulturhovedstadsåret præsenterer galleriet en række markante internationale og lokale kunstnere med flere verdens- og Skandinavienspremierer på tankevækkende værker.

’O’ Space ligger i hjertet af Aarhus på den gamle industrihavn på Mindet 6. De rå lokaler emmer af historie og binder fortiden sammen med den fremtid, Aarhus 2017 er med til at skabe.

Om Julian Rosefeldt:
Julian Rosefeldt er verdensberømt for sine visuelt overd �dige og omhyggeligt koreograferede videoværker, der udforsker temaer som forskydning, fremmedgørelse samt socialt og psykologisk opbrud. Med inspiration fra film, kunst og popkultur benytter Rosefeldt kendte filmiske greb til at føre tilskuerne ind i surrealistiske, teatralske universer, hvor indbyggerne er opslugt af hverdagens ritualer, og publikum forføres med humor og satire til på én gang velkendte og fremmedgjorte verdener. Rosefeldt bor og arbejder i Berlin.
I Nikolaj Kunsthal i København kan man indtil den 21. maj se en række videoværker, som viser forskellige sider af Julian Rosefeldts arbejde gennem de sidste 15 år. Det er den første større solopræsentation af Julian Rosefeldt i Danmark.

Om Cate Blanchett:
Den australske skuespillerinde Cate Blanchett har vundet 145 filmpriser, bl.a. to Oscars for sine roller i hhv. The Aviator og Blue Jasmine. Hun er kendt fra blandt andet filmene Elisabeth, The Talented Mr. Ripley, Ringenes Herre, Babel, Hobitten, Carol og Eventyret om Askepot.

Galleriet ’O’ Space er åbent:
10. Mars: 18-20 (fernisering)
Tirsdag: 11-19
Onsdag 11-19
Torsdag 11-21
Fredag 11-19
Lørdag 11-17
Søndag 11-17
(Mandag lukket)

Find vej til 'O' Space: