Vær med, når skarpe hjerner diskuterer demokrati på Aarhus Teater

Mød Micah White, Carsten Jensen, Birgitta Jonsdóttír, Noa Redington, Uffe Østergård, Natasha Al-Hariri og yderligere ti inspirerende mennesker til debatdag om demokrati på Aarhus Teater søndag den 26. februar. Debatten løber i ni timer, men der er pause til at spise undervejs. Dagen er arrangeret af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og tv-vært Clement Kjersgaard, der også medvirker. Arrangementet er støttet af FO-Aarhus.

Demokratiets sejrsgang er de sidste år blevet bremset i lande verden over. Samtidig har nye partier og politikere i både USA og Europa rejst sig med en kraft, der vidner om, at ’folket’ har meget stærke - og modstridende - holdninger. Det vækker spørgsmålet: Vil demokratiet overhovedet vinde? Eller er vi på vej helt andre steder hen?

”Et af målene med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er at udfordre og provokere vores tanker og arbejde sammen med regionens indbyggere om at blive endnu mere aktive medborgere, ” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Hun fortsætter: ”Derfor glæder vi os til at se så mange som muligt på den første af fire aftener, hvor vi inviterer 16 skarpe hjerner til at dele deres tanker om vigtige emner som demokratiets fremtid.”

”Vi har mere end nogensinde brug for at undersøge vores værdier og finde løsninger, der kan understøtte vores fælles samfund, som er under ekstremt pres i dag, hvor vores medfølelse jævnligt ætses og risikerer helt at stivne. Vi har derfor bedt internationale og danske tænkere skitsere forskellige udgaver af fremtiden i en række veloplagte diskussioner under energisk ledelse af Clement Kjersgaard. Målet er, at vi skaber nye ideer, både farlige og gode og sammen overvejer konsekvenserne,” tilføjer programdirektør Juliana Engberg, programdirektør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Ni timers debat for en flad 50’er
Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Clement Kjersgaard inviterer derfor til en imponerende parade af aktuelle tænkere, der tager demokratiets fremtid under kærlig behandling. Mød for eksempel Micah White, som var med til at skabe bevægelsen Occupy Wall Street, der nu har bredt sig til 82 lande. Mød Birgitta Jonsdóttír, som startede Islands Piratparti. Og mød RokokoPostens grundlægger, Mikkel Andersson. I alt stiller 16 forfattere, aktivister, debattører, professorer, erhvervsfolk og journalister skarpt på demokratiet i en serie nøje komponerede diskussioner hen over dagen.

Der er klækkelig rabat til unge under 25, der kun skal give 50 kroner for hele dagens program. Det foregår fra kl. 13.00 til 22.00 med spisepause undervejs, hvor man kan forlade teateret for at spise eller nyde en forudbestilt menu på Café Hack.

Tilmeld dig via Facebook.

Fakta om HYPOTHETICAL 1: Vil Demokratiet Vinde?
Micah White: Aktivist og co-creator bag den globale bevægelse Occupy Wall Street.
Birgitta Jonsdóttír: Formand for Islands piratparti, der efter valget i 2016 blev det tredjestørste parti på Island. Birgitta Jonsdóttír er islandsk poet, kunstner, aktivist og politiker.
Carsten Jensen: Forfatter
Uffe Østergård: Professor
Anna Libak: Udlandsredaktør, Berlingske
Mikael Jalving: Historiker
Natasha Al-Hariri: Jurist hos ’Medborgerne’
Noa Redington: Tidl. spindoktor for Helle Thorning-Schmidt
Mikkel Andersson: Journalist og grundlægger af den satiriske webavis RokokoPosten
Dennis Kristensen: Forbundsformand i FOA
Iben Krog Rasmussen: Stifter og debatansvarlig hos Tænketanken Frej. Tidligere blogger for Berlingske.
Søren K. Villemoes: Journalist, skribent for Weekendavisen 
Bo Lidegaard: Historiker, tidl. ansvarshavende redaktør Politiken 
Lars Werge Andersen: Formand for Dansk Journalistforbund 
Clement Kjersgaard: Vært 

Tid: Søndag den 26. februar kl. 13.00-22.00 
Sted: Aarhus Teater 
Billetsalg: www.aarhusteater.dk
Læs mere om Hypotheticals her