Sustain Festival fejrer bæredygtighed

Sustain Festival Aarhus fejrer for tredje år i træk bæredygtighed med alt fra koncerter til loppemarked.

Det er for alle aldre, når Sustain Festival Aarhus fejrer bæredygtighed på Godsbanen i store bededagsferien. Det sker i et festligt sammensurium af modeshow, loppemarked, koncerter, byttemarked, workshops, film og foredrag. Alt sammen serveret i en udgave der mikser bæredygtighed med det gode liv.

Tid: 15.-17. maj
Sted: Godsbanen, Skovgaardsvej 3, Aarhus C
Pris: 1-dags: 90 kr. / 3-dags:160 kr. / Gratis for medlemmer

Det er tredje år i træk, at Sustain Festival Aarhus på en kreativ og innovativ måde sætter bæredygtighed på dagsordenen via en stor festival, hvor der forventes 5000 besøgende.

Det hele skydes i gang torsdag den 15. maj, når Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, åbner Sustain Festival Aarhus 2014 og Sustainable Entrepreneurship Award 2014 overrækkes til årets bedste grønne idé. Åbningen markeres efterfølgende med et bæredygtigt modeshow, hvor upcoming designere fylder catwalken med funktionelle designs lavet af genbrugsmaterialer og bæredygtige tekstiler.