SPOR offentliggør de første seks navne til årets festival

SPOR løfter sløret for årets festivalprogram og offentliggør de seks første navne: fem unge kunstnere, der gentænker praksisser inden for opera og performance samt festivalens gæstekurator Simon Steen-Andersen med storværket ’Staged Night’. SPOR Festival støttes af Aarhus 2017.

SPOR Festival foregår i år i dagene fra 7.-10. maj, hvor den fejrer sit 10-års jubilæum.

5 nye værker fra årets Call for Proposals
Fra USA præsenterer SPOR David Coll med værket ’Fairground’. Værket opstår i krydsfeltet af teater, koncert og installationskunst og udvisker forskellene mellem instrumenter, rekvisitter og kulisser. 

’Cosa de tutti’ af Christina Messner (DE) opføres i det offentlige byrum og er fem minioperaer der, med inspiration fra Mozart, forsøger at finde frem til essensen af operagenren, hvis dette overhovedet er muligt? 

Tyske Niklas Seidls værk med den provokerende titel ’Come you home, you slut; and when your Fellow is hang’d, hang yourself’ er en videre fortolkning af den historiske og satiriske ’The Beggar’s Opera’ fra 1728, hvor Seidl bringer hverdagslivet og ’snavset’ ind i operaens verden. 

’British Daguerrotypes’ af Jamie Hamilton (UK) er en ny serie af musikdramatiske multimedieværker baseret på det at lytte, og Kammerelektronik (DE) og Roman Pfeifers værk ’to freeze the sound in action’ arbejder med musik, bevægelse og projektioner i et kammermusikformat. Der er tale om en udvidelse af den musikalske verden, der foruden lyd omfatter det håndgribelige, det kinæstetiske og det synlige.

Indsendte værkforslag fra hele verden
SPOR festival modtog til dette års Call for Proposals værkforslag fra 26 forskellige lande og nationaliteter. I alt 84 forskellige forslag tikkede ind i løbet af efteråret 2014, og den høje kvalitet gjorde det svært for juryen at vælge blot fem ud af de mange nytænkende værkforslag. 

Call for Proposals-juryen bestod af Francois Sarhan (FR, komponist), Line Tjørnhøj (DK, komponist), Rainer Nonnenmann (DE, forfatter, redaktør og musikforsker), Erik Dæhlin (NO, repræsentant for Call ensemblet 2015), Yannis Kyriakides (CY, komponist), Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen (DK, festivalledere, SPOR).

Danmarkspremiere på Simon Steen-Andersens 'Staged Night'
SPOR kan i år også præsentere den prisvindende komponist Simon Steen-Andersen og hans storværk ’Inzenierte Nacht / Staged Night '(2013) på årets festival.

Forestillingen, der har Danmarkspremiere på SPOR 2015, er en musikalsk performance, der på spektakulær vis iscenesætter og nyfortolker berømte værker af Bach, Schumann, Mozart og Ravel.

Omdrejningspunktet er natten, som Steen-Andersen iscenesætter via techno, lysdesign og en god portion humor.

Forestillingen præsenteres i samarbejde med teatret Bora Bora, Goethe-Institut Dänemark og Ernst von Siemens Musikstiftung.

SPOR fejrer sit 10 års jubilæum i 2015 med et program, der undersøger musikdramatiske praksisser og traditionel opførelsespraksis inden for opera, musikteater og performance. Årets gæstekurator Simon Steen-Andersen har i samarbejde med festivallederne Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen udviklet tema og program for SPOR festivals 10-års jubilæum.