Ny uddannelse til kulturledere skal skabe bedre kultur

Landets kulturledere får til september mulighed for at blive bedre ledere. Muligheden kommer, når VIA University College i anledning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 starter en diplomuddannelse i kulturledelse. FÆNGSLET i Horsens danner rammerne om uddannelsen.

I Danmark nøjes vi ikke længere blot med at tage del i kulturen – trenden er, at stadigt flere ønsker at være med til at definere kulturen. Og det stiller helt andre krav til landets kulturledere, mener Rebecca Matthews, administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

"Kulturområdet står overfor mange nye udfordringer. For eksempel forventes det nu, at kulturinstitutioner flytter udenfor vante mure og skaber oplevelser i byrummet. Og her forventer publikum at få lov til at være med til at skabe den kulturelle oplevelse - blandt andet på de sociale medier. Hvad der er kvalitet afgøres ikke længere kun af faguddannede kuratorer men også af, hvem der kan få flest likes på Facebook," siger hun.

Derfor er der ifølge Rebecca Matthews brug for uddannelse til landets ledere indenfor området: 

"Kulturinstitutionerne er nødt til at gentænke sig selv. Det kræver, at lederne på kulturinstitutionerne bliver bedre uddannede og mere professionelle."

FÆNGSLET er rammen for uddannelsen
Uddannelsen varer 2 ½ år, og den er bygget op af intensive internatforløb, der skal foregå FÆNGSLET i Horsens, hvor deltagerne skal overnatte i Fængslets SLEEP IN.

"Vi er enormt glade for at lægge hus til en uddannelse, der forhåbentlig kommer til at betyde et løft for kulturlivet i Danmark," siger Henning Nørbæk, direktør for FÆNGSLET og fortsætter:

"Jeg tror, at fremtidens kulturinstitutioner bliver mere mangfoldige - som når eksempelvis FÆNGSLET rummer både museum, konferencefaciliteter, kreative erhverv, koncertvenues og nu en kulturlederuddannelse. Den udvikling kommer til at kræve kompetente kulturledere, og det vil uddannelsen bidrage til."

Også Horsens borgmester Peter Sørensen er begejstret for at uddannelsen skal foregå i Horsens:

"Jeg ser det som en cadeau til byen, at uddannelse af landets kulturledere skal foregå i Horsens, som selv har gennemgået en stor udvikling på kulturområdet. Det medvirker jo også til, at vores institutioner og festivaler har et stort netværk, som er nyttigt, når der skal tiltrækkes studerende til uddannelsen."

Klædt på til fremtidens udfordringer
Det første hold kulturledere begynder det første internat på diplomuddannelsen i september 2017.

"Kulturlederuddannelsen er sat i verden for at give deltagerne en bred tilvækst af ledelseskompetencer, der klæder dem på til at løse netop de udfordringer, de oplever som ledere – både her og nu og i fremtiden. Vores holdning er, at viden altid skal kunne bruges i praksis. Og her sikrer de intensive internatforløb, at deltagerne kan bruge deres nye viden fra dag ét," siger Susanne Søndergaard Hansen, Director of Studies, VIA Efter- og videreuddannelse

Link til mere information om uddannelsen: via.dk/diplom-i-kulturledelse

Fakta om VIA University College:
- VIA er Nordens største udbyder af efter- og videreuddannelse med mere end 20.000 kursister årligt
- VIA er Danmarks største professionshøjskole med 18.600 studerende og 2.100 medarbejdere.
- VIA udbyder 42 forskellige professionsbacheloruddannelser til blandt andet ingeniør, lærer, pædagog, designer, sygeplejerske, bygningskonstruktør, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker.
- VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i syv byer i Region Midtjylland. Campusserne ligger i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenå.
- VIA er kåret som Danmarks mest entreprenante uddannelsesinstitution af Young Entreprise.
- VIA har 18 videncentre, der beskæftiger sig med praksisrettet forskning og udvikling. Aktiviteterne foregår i samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.
- VIA har fokus på det internationale område gennem blandt andet uddannelseseksport, udenlandske studerende på VIAs uddannelser og danske VIA-studerende på praktik- og studieophold i udlandet.
- VIA samarbejder tæt med virksomheder, offentlige institutioner, organisationer og andre interessenter i ind- og udland. Samarbejdet vedrører blandt andet udvikling af uddannelser, forskningsprojekter og studentermobilitet.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk