Modeshow med flydende catwalk indtager Aarhus

En flydende catwalk, digital scenografi og wearable tech. Det er opskriften, når 40 modeller fra Unique Models går på vandet den 16. september kl. 21.00 ved Dokk1 i Aarhus og kræser for både glamour girls og gadget guys.

Modeshowet Aarhus Walks on Water viser otte internationale unge designteams, der i samarbejde med regionale modevirksomheder indtager en flydende catwalk i Aarhus Havn.

Designerne er fundet ved talentkonkurrencen AWOW, som blev afholdt i foråret. Siden har de arbejdet sammen med hver deres regionale virksomhed om at kreere fire show pieces og fire redesigns af virksomhedens egne styles, som alle vises på den flydende catwalk.

Med Aarhus Walks on Water træder Aarhus for alvor ind på den internationale modescene på linje med Berlin, der har markeret sig med WearIT, Fashion & Tech Berlin. Samarbejdet mellem modebranchen og virksomhederne er banebrydende og det første af sin art i Danmark – når det handler om at bringe wearable tech ind i fashion og herefter præsentere samarbejderne for det brede publikum på en flydende catwalk.

Som del af showet viser Modeclix for første gang i Danmark deres nye kollektion af 3D printede kjoler og fashion accessories. Shaun Borstrock, vicedekan for Business and Innovation på University of Hertfordshire er arkitekten bag kjolerne, som er skabt i tæt samarbejde med den kendte 3D specialist og designer Mark Bloomfield (elctrobloom).

”Aarhus Walks on Water er udtryk for det særlige drive, der findes i Aarhus. Digital scenografi forvandler byens havn med lys, musik og film, mens mode og ny teknologi går på vandet. Som finale på aftenens store fashion-event uddeler vi en pris på 10.000 € til bedste design-team, så vi forventer, det bliver en meget spændende aften,” siger Lene Elsner, projektleder på Aarhus Walks on Water.

Aarhus Walks on Water er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, VIA University College, Headstart Fashion og this.festival ved Filmby Aarhus/Interactive Denmark. Konceptet er udviklet af projektejer Marianne Ping Huang og projektleder Lene Elsner, begge fra Aarhus Universitet. Det designfaglige- og tekniske står VIA Design, VIA University College, for. Aarhus Walks on Water er en Commissioned Event af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og støttet af Region Midtjylland og More Creative.