Kulturringen 2017: ”Vi vil vise hele herligheden”

Syv kommuner er gået sammen i et kulturhovedstads-projekt om at lave en 450 km lang cykelrute i det østjyske landskab. Ruten er pt. i gang med at blive færdigudviklet, men allerede i løbet af sommeren kan man finde inspiration i de foreløbige kort og tage en testtur på nogle af rutens etaper.

En attraktiv, let tilgængelig cykelrute med kultur og naturoplevelser samt gentænkte kort og servicemuligheder. Det er noget af det, som de syv kommuner bag Kulturringens cykelprojekt tilbyder indbyggere og gæster i Aarhus, Odder, Samsø, Skanderborg, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommune.

”Med cykelprojektet vil vi vise, at der er noget for alle at komme efter – både i vores natur og landskaber og i områderne rundt om Aarhus. Og vi har valgt en rute, som både imødekommer dem med rigtig gode ben, familierne med de helt små børn, motionisterne og bedstemoren, der vil cykle et par dage med sit store barnebarn,” fortæller udviklingskonsulent Bente Lundsgaard Jensen fra Skanderborg Kommune.

Som repræsentant for Skanderborg Kommune er hun med til at udvikle projektet, der blandt andet kommer til at kunne tilbyde en ’Road book’, en digital kortløsning, cykelstoppesteder med lokal service og information og en grundig skiltet rute, der fortæller om hele herligheden af kultur og naturoplevelser på den 450 km lange rute.

I foråret 2015 gennemførte Kulturringen en innovationsworkshop. Børn fra 5.A på Skanderborg Realskole fungerede som designpartnere under temaet Cykel-stoppesteder/ Cykel-shelters/ Cykel-ferie. Eleverne gentænkte stoppestedet og bidrog med løsningsforslag i form af 23 fantasifulde modeller af stoppesteder/ shelters på vejen. De 23 modeller var en del af udstillingen ’Rejsen til 2017’ i Ridehuset i Aarhus 14.-18. april 2015. 

Det skal være interessant for alle at tage cyklen
Bente Lundsgaard Jensen fortæller, at formålet er at gøre det lettere og mere interessant for alle og enhver at tage cyklen. 

”Vi vil gerne inspirere flere folk til at sætte sig op på cyklerne og til at holde småferier lokalt. Og hvis flere får øjnene op for de mange oplevelser, der ligger lige uden for vores dør – for næsen af os – så er vi nået et langt stykke,” siger hun om ruten, som løber i en ring fra Aarhus, via Djursland og Mols; blandt andet Løvenholmskovene, Fjellerup Strand og det nordvestligste af Djursland over Ulstrup og Ry i vest til Gylling og Alrø i syd, Hou og Samsø i øst og ind igen til Aarhus. 

Og hvad enten man har sat sig for at køre hele ruten og samtlige ca. 450 kilometer, eller man vælger at lægge mere beskedent ud med kortere etaper, så skal der være noget interessant at opleve på hele ruten.

”Målet med ruten er, at der skal være noget smukt, interessant, sjovt eller givende på en eller anden måde for hver kilometer, sådan at lige meget, hvor du er på ruten, og lige meget hvor langt du kører, så er der noget at opleve og snakke om. Det kan være et museum, et galleri, en gårdbutik, en gravhøj, et slot, et udsigtspunkt, et å-løb, et stiforløb, et hav-, bakke-, sø- eller landbrugslandskab. Da vi først lagde ud med ideen, tænkte vi, at det kan da ikke lade sig gøre, men vi har opdaget, at vi har rigeligt at byde på set med internationale cykelbriller. Der er så meget smuk natur og så mange muligheder for oplevelser her på de små landeveje, og så alligevel så tæt på Aarhus,” fortæller Bente Lundsgaard Jensen.

Inspiration fra Østrig
Inspirationen til cykelruten kommer blandt andet fra Østrig, hvor man som turist kan tage på cykeltur i bjergene, og samtidig få bagagen kørt fra sted til sted. På samme måde ønsker initiativtagerne bag projektet at skabe en cykelrute som museer, overnatningssteder, turismeaktører og arrangører af konferencer langs ruten også kan bruge som et aktiv i deres tilbud: ”Som kommuner kan vi skabe ruten og være med til at gøre det nemt at få en afslappet tur i de østjyske landskaber, der åbner sig for den vågne cyklist,” siger Bente Lundsgaard Jensen. 

Blandt andet derfor er den grundige skiltning af ruten en vigtig del af det projekt, som initiativtagerne arbejder på at udvikle sammen med blandt andre Dansk Cyklist Forbund. Og med støttekroner til projektudvikling og kvalificering fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

”Det skal være sådan, at man aldrig er i tvivl om, hvor det nærmeste overnatningssted eller spisemulighed er – eller hvor man for eksempel kan hoppe på det nærmeste tog. Og ved at sørge for det, så kan vi støtte folk i at komme ud på ruten og få del i alle herlighederne. Det skal bare være nemt,” siger Bente Lundsgaard Jensen.

Få øje på oplevelserne
Som en del af projektet bliver der ud over skiltene også udarbejdet en såkaldt ’Road book’ med kort og beskrivelser af seværdighederne undervejs.

”Det er vigtigt at understrege, at vi ikke anlægger nye cykelstier eller bygger andre veje, end dem der er i forvejen, men ved at have gennemtænkt en rute og understøtte den med forskellige servicemuligheder, kan vi også gøre det lettere for folk at få øje på alt det, der er at opleve undervejs,” siger Bente Lundsgaard Jensen, som håber, at kommunerne på denne måde kan være med til at understøtte en stærkere cykelkultur, hvor vejene bliver endnu mere sikre at færdes på, hvad enten man er motionist, barn eller cykelmyg med stærke ben.

I løbet af 2015 og 2016 inviterer initiativtagerne udvalgte grupper til at teste hele ruten og dens del-etaper. Testgrupperne skal blandt andet være med til at kvalificere de enkelte strækninger og pege på de steder, hvor der kan være særlige udfordringer for udvalgte grupper – for eksempel landevejsstrækninger, hvor det kan være særligt vanskeligt for helt små børn at cykle og lignende.

”Det her er ikke en ny Margueritrute, som vi ellers kender dem. Det her er syv kommuners bud på en rute, som skal fremme cykelkultur og kultur- og oplevelsescykling for børn, voksne, motionister og dem med rigtig gode ben. Vi skal være bedre til at skabe gode rammer for cykelturister, og vi skal lære hinanden at færdes sikkert på landevejen på cykler. Og så ved vi jo, at det er sundere for både mennesker og miljø, at vi kommer ud og afsted,” siger Bente Lundsgaard Jensen om ruten.

I løbet af sommeren 2015 vil du kunne finde de første bud på kort og projektdata på projektets hjemmeside. Digitale løsninger og kort udvikles i 2016.