ARoS lancerer nyt stort kunstprojekt i 2017

I sommeren 2017 bliver Aarhus centrum for et nyt stort internationalt kunstprojekt, som udfolder sig i en kunstzone på 4 km. Projektet THE GARDEN er ARoS’ bidrag til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og gennemføres med et ambitionsniveau, som rækker langt ud over Danmarks grænser.

I 2017 lancerer ARoS en kæmpe kunstfestival, som skal gentages hvert tredje år - en triennale. Den første triennale bærer titlen THE GARDEN – End of Times, Beginning of Times. Udover mange besøgende fra Danmark forventer ARoS, at projektet får international bevågenhed, og at det dermed også kan tiltrække et internationalt publikum.

Triennalen er ARoS’ bidrag til Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og det er ambitionen, at projektet skal være et løft for Aarhus og skabe interesse for byen. Den skal skabe begejstring for kunsten og bidrage til at stimulere de kreative milijøer. Projektet vil antyde muligheder og perspektiver for årene, der følger 2017.

”Jeg er overbevist om, at det faglige ambitionsniveau vil vække begejstring og interesse, og at ARoS i 2017 vil præsentere en ekstraordinær kunstoplevelse. ARoS vil i projektet have et stærkt fokus på at skabe noget nyt. Vi vil have et fokus på nye kontaktflader med publikum, vise kunst af høj kvalitet, samt udfordre og bekræfte folks forventninger til denne type events. ARoS har en ambition om at bygge videre på den store publikumsinteresse, som Sculpture by the Sea var genstand for, men også at skabe noget nyt”, siger Erlend G. Høyersten, museumsdirektør, ARoS.

Tre dele
Triennalen har tre dele; The Past, som kan opleves i ARoS’ udstillingsgallerier, The Present, som kan opleves i byrummet og The Future, som finder sted langs Aarhus Bugten fra Tangkrogen til Ballehage. Dermed bliver der skabt en kunstzone, der strækker sig over 4 km.

Triennalen tematiserer menneskets syn på og sameksistens med naturen, og hvordan forskelligartede verdensanskuelser (det være sig religiøse, politiske, ideologiske, kulturelle eller videnskabelige) gennem århundreder har materialiseret sig og stadig materialiserer sig i “menneskeskabt natur” og i kunst som griber ind i og bruger naturen i stor skala.  Fortællingen spænder over en tidsperiode på 400 år og forholder sig både til fortid og nutid, men den vil også skitsere fremtidsscenarier.

Administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 Rebecca Matthews siger:

“Vi ser frem til dette store projekt som en del af Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Fortællingen om vores relation til naturen er både relevant og aktuel og indgår som et vigtigt tema i vores program for Aarhus 2017. Her gentænker vi balancen mellem naturen og kulturen og prøver at finde innovative og dristige løsninger, der kan forme vores økologiske fremtid. Derfor hilser jeg THE GARDEN-projektet velkommen som et kraftfuldt bidrag til denne fortælling. Vi ved også, at mange borgere og besøgende nyder at opleve kunst og kultur på usædvanlige steder i naturen og i byen,” siger Rebecca Matthews.

THE GARDEN vil have et stort og varieret nedslagsfelt, når det gælder værkudvalget, og vil derfor både indeholde skitser og malerier fra franske barokhaver til samtidens kunstneriske eksperimenter.

Som følge af THE GARDEN - End of Times, Beginning of Times’ omfang, vil Sculpture by the Sea ikke finde sted i 2017. Den nye organisering forudsætter godkendelse i Aarhus Byråd.

Om projektet siger borgmester Jacob Bundsgaard:

”Sculpture by the Sea har fra første udstilling i 2009 været en fantastisk oplevelse for både byens borgere og gæster. Men selv de bedste projekter har behov for at blive ”gentænkt” for at holde sig levende og attraktive for både publikum, samarbejdspartnere og sponsorer. Det nye ARoS-projekt bliver endnu større og mere spektakulært både hvad angår indhold, udstillingslængde og geografi. Jeg er overbevist om, at THE GARDEN bliver en af de helt store oplevelser under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017,” siger Jacob Bundsgaard.

Læs mere om THE GARDEN på ARoS’ hjemmeside.