Anders Nørgaard er nyt bestyrelsesmedlem i Aarhus 2017 fonden

Nørgaard bliver kulturring Østjyllands repræsentant i bestyrelsen

Det er en erfaren herre, som træder ind i Aarhus 2017 bestyrelsen. Anders Nørgaard har siddet i byråd i over 25 år. Først i Hinnerup og siden i Favrskov.

Udover posten i bestyrelsen er Nørgaard formand for Kultur- og fritidsudvalget, Byggeudvalg vedrørende halbyggeri i Søften og Byggeudvalg vedrørende halbyggeri i Hadsten.

"Jeg føler, at flertallet i bestyrelsen i Kulturring Østjylland anerkender, at jeg fra 2017-projektets dag ét, har været positiv og kæmpet for, at Favrskov Kommune sammen med alle kommuner i Regionen skal indgå i og få udbytte af 2017 projektet,” fortæller Nørgaard om udnævnelsen.

"Jeg vil arbejde for, at borgerne i hele regionen får et større medejerskab til projektet: Aarhus 2017. Vi har allerede både i Favrskov og Kulturrings-kommunerne fået flere projekter i gang, og der er mange ansøgninger på vej. Kulturministeren har nu meldt ud, at der kommer en national medfinansiering, så nu forventer jeg, der bliver mere arbejdsro," uddyber han.

Kulturring i tæt samarbejde med Aarhus 2017
Kulturring Østjylland indgår i to Aarhus 2017-projekter, blandt andet med »Gentænk landsbyen« , hvor landsbyer i hele regionen og i udlandet vil arbejde sammen.

Med udgangspunkt i borgerne i landsbyerne skal landsbylivet gentænkes - blandt andet via kunst og kultur. Målet er, at det skal være ligeså attraktivt at bo på landet som i byerne -bare på en anden måde.

Et andet projekt er »Kulturringen« , som er en cykelrute gennem de seks kulturringskommuner og Aarhus Kommune, hvor cyklisterne undervejs præsenteres for kultursteder, oplevelser, mad, drikke og meget mere.

Citater er fra Favrskovposten.