Aarhus Stories: Oplev byens historie i original indpakning

Aarhusianere og gæster kan glæde sig til en unik billedmæssig og musikalsk forestilling om byens historie, når Aarhus Stories blænder op for udendørs biografen på Bispetorv.

Selve forestillingen som publikum kan opleve på Bispetorv er resultatet af et samarbejde mellem Den Gamle By og Filmby Aarhus, støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

”Vi glæder os meget til at være med til at præsentere Aarhus Stories. Det bliver en fantastisk event, hvor vi får hele Aarhus’ historie skildret i en storslået visuel fortælling på Bispetorv. Samtidig er det første gang to af byens førende kulturinstitutioner - Den Gamle By og Filmbyen - går sammen om at skabe en så stor, åben event. På den måde er Aarhus Stories også et fantastisk godt eksempel på, hvordan vores år som Europæisk Kulturhovedstad har skabt nye samarbejdsrelationer og partnerskaber, som får betydning længe efter kulturhovedstadsåret er forbi,” siger adm. direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

Fortællingen, som vi kan opleve i billeder og lyd er inspireret af Den Gamle Bys nye permanente udstilling, Aarhus Fortæller, der åbner 12. april.

”Vores mission er at få historien ud til folk – også uden for Den Gamle By. Så vi er stolte over at være med til at give aarhusianerne og byens besøgende dette underholdende overblik over Aarhus lange og dramatiske historie. Og ovenikøbet på en location, der er fyldt med historie. Samarbejdet med Filmbyen gælder både Aarhus Stories og den permanente udstilling, Aarhus Fortæller, der åbner i Den Gamle By 12. april. Jeg ser Aarhus Stories som en fornem appetitvækker til denne udstilling,” siger Martin Brandt Djupdræt, overinspektør Den Gamle By.

Fem skelsættende perioder i Aarhus historie
Fortællingen begynder i vikingetiden. Aarhus var med sin vold en by, der var klar til at forsvare sig mod andre vikinger på togt. Næste kapitel handler om 1400-tallets biskop Jens Iversen Lange, der satte sig præg på byen gennem hans mange byggerier. Det var i hans periode, at Domkirkens tårn, fik sin imponerende højde.

Filmen hopper til 1600-tallet - et katastrofalt århundrede for Aarhus og for mange andre dele af landet. Svenske tropper og danske lejesoldater plyndrede aarhusianernes spisekamre. Pesten dræbte i hobetal og skabte frygt, og man havde offentlige afstraffelser på byens torv. Fjerde kapitel fortæller om industrialiseringen, der giver Aarhus vokseværk og selvtillid. Jernbane, havn og nye fabrikker skaber arbejdspladser, og Aarhus bliver Jyllands største by.

Filmen slutter med et bud på, hvor Aarhus er på vej hen – og for at se det, må man selv komme ned på Bispetorv 15. til 18. marts.

”For Filmby Aarhus og de mange dygtige virksomheder, der har base her, er det vigtigt gennem konkrete projekter at sætte vores digitale og visuelle styrker i spil i partnerskab med andre institutioner. Det gør vi i særdeleshed i dette projekt, hvor samarbejdet med mellem museums- og musikverdenen forenes med en unik animationsfilm om Aarhus historie skabt i Filmby Aarhus. Dette store samarbejdsprojekt har mange vindere, og i sidste ende får publikum forhåbentlig det største udbytte, når samarbejdet fremvises på facaderne af Domkirken i Aarhus,” siger Carsten Holst, direktør Filmby Aarhus.

Forestillingerne vises fra onsdag den 15. til og med lørdag den 18. marts. Hver forestilling varer cirka 25 minutter.

Showets soundtrack er komponeret og produceret af DJ Static og Nicolai Absalon. Fredag den 17. marts og lørdag den 18. marts spiller et større hold af musikere filmmusikken live.

Program
Onsdag d. 15. marts
Showet spiller klokken 20.00, klokken 21.00 og klokken 22.00

Torsdag den 16. marts
Showet spiller klokken 20.00, klokken 21.00 og klokken 22.00

Fredag den 17. marts Klokken 21.00 - taler ved kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, direktør v. Filmby Aarhus Carsten Holst, overinspektør v. Den Gamle By Martin Brandt Djupdræt samt adm. direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews.
Efterfølgende er der show og koncert med DJ STATIC samt orkester
Showet spiller igen klokken 22.00 og klokken 23.00

Lørdag den 18. marts
21.00 Show og koncert med DJ STATIC plus orkester
Showet spiller igen klokken 22.00 og klokken 23.00