Aarhus kan lære af portugisisk kulturhovedstad

Den portugisiske by, Guimaraes, som har været europæisk kulturhovedstad sidste år, vil nu dele sine gode erfaringer med andre kulturbyer.

Den nordportugisiske middelalderby, Guimaraes, emmer af historie og er på Unescos liste over bevaringsværdige byer. Da byen blev europæisk kulturhovedstad 2012, var den allerede pænt besøgt af historisk interesserede turister, men kulturåret fik skabt så meget nyt liv og aktivitet i byen, at borgmesteren, Antonio Magalhaes, i dag kan dele ud af byens gode erfaringer.

”Kulturen er ikke vejen ud af krisen, men absolut en af mange veje, som vi i Europa bør tage seriøst. Kulturens folk er som regel veluddannede, initiativrige og selvstændige, hvilket er, hvad vi har brug for,” fortæller han til Politiken, som har besøgt Guimaraes.

Netværk for kulturbyer
Kulturhovedstadsåret skabte mellem 150 og 200 job i byen, som har 158.000 indbyggere. Strategien var at inddrage borgerne, og sloganet ”Jeg tager del” blev gjort til virkelighed af de mange mennesker i alle aldre, som deltog i film-, teater- og musikprojekter.

Nu, da den portugisiske kulturhovedstad er kommet igennem 2012, handler det om at fastholde det høje aktivitetsniveau. Arrangørerne i byen er desuden klar til at skabe et netværk for mindre kulturbyer, så de kan hjælpe hinanden med at fremme turismen.

Sig at det er en succes
Lederen af Den Europæiske Kulturhovedstad Guimaraes 2012, Carlos Martins, har i dag det gode råd til Aarhus, som skal løfte værtsskabet i 2017:

”Det vigtigste er at tage udgangspunkt i sig selv og være ærlige. Aarhus er ikke New York. Så vis, hvem I er, og få folk med. Og sig fra starten, at det er en succes. Så skal det nok blive det,” lyder det fra Guimaraes.