Aarhus 2017 sender nye agenter ud i regionen

Onsdag eftermiddag overrakte Pia Buchardt fra Aarhus 2017s programteam diplomer til de seks nyudklækkede agenter fra uddannelsen 2017 Agent.

”I kan gå på vandet, og det skal I blive ved med, ” sagde Pia Buchardt fra 2017 sekretariatet i sin tale til de seks deltagere, der netop har afsluttet uddannelsen som 2017 agenter. Helt konkret sigtede Pia Buchardt til projektet ”walking on water”, som var ét af de fem, projekter, der blev præsenteret ved afslutningen. Projektet er en nytænkning af stranden i Ebeltoft by, som gør det muligt for fodgængere at opleve byen på en helt ny måde – fra vandsiden. Og netop det at inspirere til handlekraft og mod til at gennemføre ideer og visioner samt at kunne omsætte dem til konkrete projekter gennem kompetencer og viden om kulturel entreprenørskab, er visionen bag Agent 2017.

”Vi er i gang med et paradigmeskifte, en brydningstid, hvor der mange samfundsmæssige udfordringer. Ingen af os har svarene, men netop igennem kulturen og kunsten undersøger vi forskellige løsninger på de store samfundsmæssige udfordringer. Men hele tiden med kulturen og kunsten som indgangsvinkel. Derfor støtter vi 2017 agent ideen og visionen om uddanne alle jer, som nu skal ud og sprede jeres initiativer og engagement udover hele regionen, ” sagde Pia Buchardt fra programteamet i Aarhus 2017, og roste agenterne for deres mod og deres imponerende projekter.

Uddannelsen som 2017 Agent er et koncentreret forløb, hvor deltagerne gennemgår et undervisnings- og mentor forløb, der strækker sig over fem måneder. I løbet af uddannelsen får deltagerne blandt andet fem intensive kursusdage med undervisning i projektudvikling og afvikling, eventøkonomi, regler og politik.

Efterfølgende får deltagerne et klippekort til en netværks- og mentorordning, hvor man får vejledning fra en række mentorer, som er udvalgt blandt landets førende kultur- og event-aktører.Denne gang var mentorerne: Nicolai Juhler fra Creative Enterprise, Chris Kroer Jensen fra Manifestus, kunsthistoriker Trine Rytter Andersen samt kulturjournalist Anders Lange.

Det er Promus og Frontløberne, som står bag uddannelsen. Holdet her var det andet 2017 Agenthold, der blev uddannet og Frontløberne, Promus og Aarhus 2017 er i dialog om et evt. 3. hold.

Du kan se præsentation af de nye agenter her.

Oversigt over de nye 2017 Agenters projekter:

Esther Mogensen og Maya Husted Davidsen: Walking on Water, Ebeltoft. Installation i vandet ved Ebeltoft, er gør det muligt at gå på vandet

Karen Cecilie Sørensen: Heart Sessions, hospices. Intimkoncerter for døende på hospices

Mette Nasser: Aarhus Alternatives stoleinstallation, Aarhus. Istallation af stole i forbindelse med Aarhus Alternatives Festival 2014

Anne Roed Refshauge: Fortællinger fra Østfronten. Sange inspireret af en dagbog skrevet af en soldat ved Østfronten i 1914

Lene Egsgaard: Portrætter fra Tarm. Mejeriet i Tarm