Aarhus 2017 sætter fokus på naturfaglige oplevelser

Hvordan formidler man naturvidenskab til børn og unge?

Det var de store aktører der blev samlet, da Aarhus 2017 i starten af oktober inviterede til netværks camp for regionens eksperimenterende oplevelses- og formidlingscentre. Målet var at dele og skabe ny viden om, hvordan man kan gøre naturvidenskaben spændende og vedkommende for børn og unge – men også at skabe grobund for samarbejde omkring naturfaglige oplevelser frem mod kulturhovedstadsåret 2017.

Den nye programdirektør for Aarhus 2017, Gitte Just, åbnede den 2-dage lange camp, som bød på en række workshops og inspirerende oplæg fra fagfolk, der til daglig arbejder med formidling, leg og læring.

Fælles fodfæste
På campen fik deltagerne mulighed for at mødes og arbejde sammen om at finde nye veje til at skabe opmærksomhed og interesse omkring det naturfaglige område. De forskellige workshops tog alle udgangspunkt i deltagernes egne oplevelser og erfaringer fra hverdagen, og netop dette fælles ståsted var med til at understege mulighederne i et tæt samarbejde.

Projektleder Tine Engel Mogensen fortæller:

“Vores mål med campen var at udlede, hvad centrene i klyngen har til fælles, og hvad de kan bruge hinanden til med det håb, at der ville blive skabt grobund for et fælles og tværgående udviklingssamarbejde frem mod 2017. Det synes vi, er lykkedes over al forventning”

Deltagerne på campen var Havets Hus/Kattegatcentret, Energimuseet i Bjerringbro, North Sea Living i Thyborøn, Planet Randers/Randers Regnskov, RULL – Rum til Leg og Læring i Aarhus og udviklingsprojekterne KRAFT ved Ringkøbing Fjord og MCH Time World fra Herning.