Fase 1: Kulturel kortlægning

Kortlægningsfasen er afsluttet, og den endelige kortlægningsrapport er færdig. Sammen med en række andre publikationer fra kortlægningsfasen kan rapporten nu læses her på siden. Læs publikationer og rapporter fra kortlægningsfasen.

Baggrund for kortlægningsfasen

Vi skal kortlægge verden, så vi bedre kan navigere i den. I dette projekt er det ikke vigtigt at kende regionens åløb, skove og handelsveje. I stedet skal vi blive kloge på byens styrkeområder og udfordringer, vi skal kende de mange kulturelle lag og vi skal identificere faglige netværk og specifikke ressourcer.

De kulturelle kortlægninger tegner tilsammen et billede af Århus som den tager sig ud fra en række synsvinkler: Hvordan ser Århus ud for indvandreres og andre tilflytteres øjne? Og hvordan ser den ud fra København – eller Berlin? Hvordan måler Århus sig i forhold til andre større byer, når det handler om kulturfaciliteter, aktiviteter og engagement?

Men kortlægningerne vil også inddrage vores egen hverdag: Hvilke kvaliteter har byen for os som borgere, hvilke steder er vigtige for os, og hvilke historier om byen husker vi? Hvor mange mennesker arbejder med kreativitet og udvikling i Århus, og hvordan hænger de kreative miljøer sammen? Hvilke historier, symboler, handlinger og værdier giver efter vores mening Århus sin særlige karakter?

Kortlægningernes struktur

Kortlægningsfasen er gennemført under tre overordnede overskrifter, som til sammen peger på væsentlige elementer af kulturhovedstadsprojektet:

Århus set udefra
Århus set indefra
Århus' kulturelle styrker og kapacitet

Disse overordnede kortlægninger suppleres af en række tematiske kortlægninger, som udføres på forskellig vis og med forskellige samarbejdspartnere. De tematiske kortlægninger er blandt andet:

Århus fra børnehøjde
Århus som en mangfoldig by
Århus som et fysisk sted
Århus som kreativ by og vidensby
Århus som kulturby
Århus som demokratisk og social by

Tidsplan for kortlægningen

Forberedelser: August-december 2008
Gennemførelse: Januar 2009-marts 2010
Præsentation og offentligt program: marts-april 2010

Mere om kortlægningerne

Den 24. februar blev kortlægningsfasen sat i gang med en kortlægningsworkshop med deltagelse fra en lang række interessenter og kulturaktører. Læs mere og se videoklip her.

I juni 2009 afvikledes 14 temadage på Bymuseet med deltagelse af flere hundrede lokale nøgleaktører og gratis adgang for alle interesserede. Læs mere her.

Se en udførlig projektbeskrivelse af kortlægningen af Århus her.

Se kortlægningsfasens kick-off dokument her.