Projektet Århus 2017

I 2017 skal en by i Danmark være Europæisk Kulturhovedstad, og Århus har for længst meldt sig som kandidat. Et stort flertal i byrådet har besluttet at forfølge muligheden for at profilere Århus internationalt og ikke mindst forbedre og udbygge byens kvaliteter, til gavn for både borgere og besøgende.

Her på siden kan du læse meget mere om projektet og processen. Du kan orientere dig i beskrivelserne af konceptets historie, læse om byrådets vision for 2017, og du kan sætte dig ind i handlingsplanen for de kommende år. Den korte beskrivelse af projektet fortsætter herunder, men du kan også gå direkte til følgende sider:

Spørgsmål og svar

Vision

Baggrund

Publikationer

Kontaktoplysninger

Kort om projektet

Projektet er en langsigtet og bred satsning. Og i de kommende år vil 2017 være pejlemærke for byens udvikling inden for en lang række områder som tilsammen tegner billedet af en by.

For selvom begrebet "kultur" indgår i titlen, handler Århus 2017 ikke bare om teater, musik og museer. Vores kultur kendetegnes også af hvordan vi bosætter os, hvordan vi uddanner os, hvordan vi bruger naturen omkring os og endda hvordan vi bevæger os rundt i byen.

Men 2017 vil ikke kun stå i byens tegn. Den nærmeste partner er Region Midtjylland, og det er et fælles ønske at projektet er stærkt forankret både lokalt, regional og internationalt. Det er dog ikke afklaret hvordan samarbejdet med region og kommuner skal udvikle sig frem mod 2017, men gode erfaringer fra andre kulturhovedstæder peger på at alle parter har meget at vinde ved et regionalt samarbejde.

For at sikre sig at projektet skaber værdi både nu og på længere sigt har byrådet oprettet Sekretarietet for Århus 2017. Til og med 2012 har denne mindre enhed ansvaret for at kortlægge byens kulturelle styrker og svagheder, omsætte analyserne til visioner og inddrage eksterne aktører i formuleringen af konkrete projekter og idéer. Læs mere om Sekretariatet for Århus 2017.