Hvad den midterste skuffe gemte

Hellere gentænke end mistænke

 

 

Han er død. Den store lille mand er død. Jeg opgiver at gå til kulturnatten. Havde ellers vaklet mellem en korkoncert i Domkirken og et skrive arrangement på Hovedbiblioteket.

Jeg drejer hen ad Møllestien, hvor jeg stadig har nøglen til fars hus. For mig selv formulerer jeg allerede dødsannoncen: Orla Skofod Valbirk, død d. 14.10.2011.

Som altid underskrev sig osv, og selvfølgelig blev kaldt Og Så Videre.

På skrivebordet har han efterladt en besked til mig. Han har vidst, hvor det bar henad. Typisk for ham er det ikke nogen rørende afsked.

”Heidi. Brænd indholdet af den midterste skrivebordsskuffe. Uden at læse det. Du vil fortryde.”

 

Skuffen indeholder en uordentlig samling af papirer, postkort, billetter, beskrevne dagbogsblade, postkort igen, løsrevne noter, udklip fra aviser. Gammelt og nyt mellem hinanden.

Avisartiklen øverst er kun tre uger gammel. Den drejer sig om, at man har fundet nogle neutrinopartikler, der bevæger sig hurtigere end med lysets hastighed. Jo hurtigere partikler bevæger sig, desto langsommere går tiden for dem. Hvis de når op på lysets hastighed, går tiden i stå.
 

Idet jeg lader papiret falde ned i den sorte affaldssæk, ser jeg, at far har understreget nogle linjer. Jeg bliver nødt til at fiske den op: ”Det besynderlige er, at når man overskrider lyshastighed, går tiden baglæns.” Mulighed??? har far tilføjet i margin.

Jeg kan ikke nænne at skrotte artiklen – måske fars sidste skæve idé?
 

Et postkort fra Hvide Sande. Inden det ryger i sækken, bemærker jeg underskriften: En varm hilsen fra Linda.

Så overraskende at jeg måtte læse resten: Kære osv. Knus og tak for en usædvanlig aften.

 

Linda var slangen, der trængte ind i vores paradis. I 2001 da jeg var femten. Bagefter sagde far altid, at der indtraf tre katastrofer i dét år. Ny regering, tårnene i New York faldt og Linda dukkede op.
 

Indtil da havde vi en tryg familie. Men pludselig dukkede Linda op, og mor indså, at hun bedre kunne lide kvinder end mænd. Eller helt specifikt: Kunne bedre lide Linda end Orla. Mor flyttede fra vores hus i Holme til Åbyhøj, og tog Arne min lillebror med sig.

Far blev fortvivlet. Selvfølgelig over at mor forlod ham. Men allermest nagede den tanke ham, at når han havde elsket med mor, havde hun ligget og fantaseret om en kvinde. Tanken var tilstrækkelig til fuldstændig at ødelægge hans forhold til kvinder.

 

Et andet avisudklip handler om nogle indbrudstyve, der nytårsaften stjæler en bil, tømmer en villa, kører godset til en lade, skilles og tager hver til sit.

Problemet for de tre tyve var, at de ikke rigtig var fortrolige med det hvide pulver der dryssede ned fra himlen. Og derfor ikke tog højde for at politiet forholdsvis let kunne følge sporene i sneen fra villaen – frem til laden, videre til deres bopæl. Og tilbage til det sted hvor de stjal bilen.

En lap papir er vedhæftet: ”Tak for tippet, osv. Amir.”

 

Da mor forlod far, opsøgte han sin gamle klassekammerat. Han havde altid haft det godt med Amir, og nu viste det sig, at Amir også havde det godt med far. Så pludselig var min far kæreste med en fyr med et mørkt kruset skæg, mens min mors kæreste var en slank blondine.

Endnu et postkort, tætbeskrevet, gammelt, december, intet årstal. Fra Amir til osv, det måtte være før de flyttede sammen.

”Tak for ideen osv. Sidste år havde jeg indbrud juleaften og mistede det meste af min samling. Da jeg skulle af sted juleaften i år og det desværre var tøvejr, dryssede jeg en pose mel hele vejen rundt om huset.

Det viste sig at to andre huse på vejen havde haft uønsket besøg. Hos mig havde et par store militærstøvler været på vej ind, men var så vendt om efter at have afsat tydelige spor. Som faktisk hjalp politiet til at afsløre fyren.

Jeg prøver at sætte ideen i produktion. Kærligst Amir.”

 

Først blev der solgt en forbløffende mængde mel i kvarteret, og antallet af indbrud faldt drastisk. Senere blev Amir hovedrig på et produkt han havde udviklet. En eller anden aluminium forbindelse, han kaldte den Amiral, som var praktisk taget usynlig. Men havde nogen først trådt i amiral, ville der drysse lidt fra skoene overalt, hvor vedkommende gik. Så i uger efter at han havde været for nær ved et hus, hvor han ikke havde ærinde, kunne politiet følge hans spor ved hjælp af en speciel skanner.

På den måde kom byen efterhånden til at rumme et sindrigt broderi af forskellige aftryk, som gjorde det muligt at aflæse enhvers bevægelsesmønster.

 

Et par år efter at far og mor gik fra hinanden, mødtes de to par, far og Amir med mor og Linda på Mefisto til et genforeningsmøde. Det lykkedes over forventning. Inden hovedretten var sat til livs, var Linda og Amir smeltet sammen og forsvandt arm i arm. Mens far og mor, der stadig frastødte hinanden voldsomt, røg i hver sin retning væk fra stedet.

 

Øverst i stakken ligger et digt som må have gjort indtryk på far siden han har gemt det:

 

”min krop er syg

jeg har

forladt den

og svæver 

oppe under

hvælvingen

 

Forlader

sygestuen

og er på vej

gennem

en tunnel

mørk som

natten

stille

som evigheden

svæver igennem

og står

til sidst på en eng

En eng så smuk

at farverne

ej kan beskrives

alt hviler i stilheden

og tiden er 

ophørt.

Snart

er jeg igen

tilbage

og ser ned

på min

livløse krop

En stemme kalder

Kom mit barn

du skal

tilbage

Kæmper imod

men intet hjælper

Og snart

bliver jeg igen

lukket

ind i min krop

der føles

som et panser

der fast

lukker sig

omkring mig

 

Opvågning

 

En måned er gået

og livet

vender

langsomt

tilbage

Udenfor

skinner

solen

der får

fuglene

til at synge.

De synger

så smukt

at øjnene

fyldes

med tårer

da deres triller

lyder

Som et velkommen tilbage.

 

Den åndelige oplevelse med andre ting har forandret mit liv for altid.

 

Venlig Hilsen  Anni Strand.”

 

Jeg er forvirret. Jeg forstår ikke, hvorfor min far har gemt disse ting. En eller anden betydning må de have haft for ham.

Jeg kigger på uret. Jeg må have skrevet den dødsannonce. Og i mit baghoved spøger kulturnatten stadig. Jeg kan høre... hvad er det jeg kan høre? Imens jeg har siddet og læst i de ting, som min far har gemt, har jeg haft en fornemmelse af, at der udenfor har været liv, at århusianerne har været på vej ud i aftenen og natten. Men nu er der sært stille ... og alligevel ikke. En monoton lyd af biler ... 

Jeg kigger igen på uret, og selvom jeg synes, at jeg har siddet i timer og nærstuderet avisartikler, postkort og ladet tankerne flyve, så er det som om, at der kun er gået et øjeblik.

Jeg samler tingene sammen, mens tankerne kværner i mit hoved. 

”Den gamle nar”, tænker jeg. 

Selvom jeg stadig bærer nag til både mor og Linda, burde de måske også være med til at skrive den dødsannonce.

Jeg sætter en kop kaffe over, mens jeg prøver at samle mig sammen til at ringe til hende. Af ren rutine tænder jeg fjernsynet. Jeg er træt, der var travlt på arbejde, og jeg havde overarbejde, så klokken var over 16.30, inden jeg kunne holde fyraften.

Der er nyheder i tv. ”Velkommen til 16-nyhederne,” siger tv-værten. Jeg taber min kaffe på gulvet.

 

 Da jeg har tørret kaffen op, samler jeg fjernbetjeningen op, og tænder for en anden kanal.

”Klokken er 15.58. Om to minutter bringer vi de sidste nyheder,” siger den kvindelige speaker.

I det samme falder uret på domkirken i slag. Jeg tæller omhyggeligt. 16, 17, 18. Jeg farer hen til vinduet. Man kan se uret på stuevæggen ovre hos genboen. 18.03.

Fars vægur er gået i stå, det gør det når folk dør.

Jeg finder en tredje kanal, en fjerde, videre. Omsider et ur. 15.43.34. 15.43.33. 15.43.32. 15.43.31.

Jeg stirrer igen på mit eget ur. 15.42. Det skal nok passe, at det er lidt foran, eller bagefter, hvordan man nu siger i den situation. Først nu opdager jeg at sekundviseren går den forkerte vej rundt. 7 sekunder i 15.42. 8 sekunder i 15.42.

Den næste lyd får mig til at fare sammen: Fars ur på væggen er gået i gang.