En ungdomsnovelle af Kirsten Ahlburg og Morten Ahlburg, Fie Frost, Karl Aage Kirkegaard, Michael Poulsen, Mikkel Byrgesen
Personer:Simon (jeg personen)
Sofie, Simons tvillingesøster
Simons og Sofies forældre
Ungdomsgruppen AA
Miljø:
Ungdomsmiljøet omkring Mølleparken i Århus
Andre steder i Århus
*
Sofie og jeg sidder bag i bilen. Vi er klar til at køre til Århus – vores nye by. Eller Aarhus hedder det jo, for mor har sagt, at de staver det med dobbelt A deroppe. AAAAAArhus – det lyder godt nok kedeligt. Lige til at gabe over. Så hellere Tønder. Her er Sofie og jeg født, og her føler vi os hjemme. Men der er ikke noget at gøre, for mor og far har fået arbejde i Århus, og de er vildt spændte på at komme derop.
Århus er en spændende by. De har Den gamle by og Aros med regnbuen, har mor sagt.
Men hvad skal vi med gamle museer og regnbuer?
Øv, at vi skal flytte. Jeg ser ud ad vinduet og vender mig om. Jeg kan kun lige ane Tønder bag mig. Så ser jeg fremad. Gad vide, hvordan mit liv vil blive i den nye by.
*
Vi er færdige med at flytte ind i vores nye lejlighed i Vestervang. Det ligger lige bag Botanisk have. Mor og far har travlt med at indrette det hele, og Sofie og jeg keder os.
”Skal vi ikke gå en tur ned og kigge på byen?” spørger Sofie.
Og i mangel af bedre nikker jeg. Vi har fået et kort over byen og går ned mod byens Hovedbibliotek. Mor har sagt, at det vist er her byens unge samles. Lidt efter står vi ved Mølleparken og ser os om. Små grupper af unge står på det grønne græs. Andre sidder på trappen ved åen. Vi sætter os på en bænk og ser os omkring.
Under et træ holder en gruppe sortklædte unge til. Det er tydeligt, at de hører sammen og ikke vil forstyrres. Tomme øl og vinflasker ligger smidt rundt i græsset. Nogle af de unge er vist godt fulde, og jeg bliver pludselig lidt bange for alt det nye i den store by. Sådan nogle typer har vi i hvert fald ikke i Tønder.
Ved en bænk til højre for os sidder en gruppe ældre mænd og kvinder med øl i hænderne. Nogle af dem råber op, og et par af dem skændes højt. Gad vide om det alligevel er et sted for Sofie og mig.
Jeg ser mig om og får øje på nogle unge. De sidder nede ved åen på en trappe og drikker cola. Cola??? Det slår mig, hvor sjældent det er, at man ser danske unge uden alkohol. Men de her ser ud til at more sig uden.
Sofie og jeg rejser os og går lidt tættere på. Så sætter vi os ved trappen lidt længere henne. De unge griner og pjatter.
”Se, Simon. De har alle sammen det samme armbånd på,” siger Sofie og peger.
Det havde jeg slet ikke opdaget. Men nu kan jeg godt se det. På deres bare arme bærer de alle et sort bånd med en sølvmetal plade. Hvad mon det betyder? Jeg bliver nysgerrig og går bagom en af dem. Jeg gør, som om jeg leder efter noget. Så ser jeg det. På metalpladen står der med store bogstaver ”AA”.
”Der står AA. Hvad mon det betyder?” siger jeg til Sofie.
”AA, tror du det har noget at gøre med Aarhus. Det skal jo staves med dobbelt A og ikke Å,” siger Sofie.
”Det ved jeg ikke. Måske. Det kan også være AA for Å. De sidder jo ved Århus Å. Måske er det en gruppe, der altid mødes her.”
Nu bliver jeg endnu mere nysgerrig. Jeg må vide, hvem de er. Hvad er det, der er så vigtigt, at de ligefrem reklamerer med det på deres armbånd?
Sofie sidder længe og tænker.
”Er der ikke noget, der hedder Anonyme alkoholikere? Se, de drikker jo hverken øl, vin eller spiritus,” siger Sofie og ser på mig.
Jeg ser på de unge i gruppen. De er vel mellem 15 og 20 år. I den alder er man vel ikke allerede alkoholiker. Nej, det må helt klart betyde noget andet. Men hvad?
Jeg rejser mig og går hen til dem.
Jeg er nervøs. Gad vide hvordan man snakker med mennesker fra Århus. I Tønder var det ikke noget problem, men det er som om, mennesker her i Århus har deres helt eget fællesskab – og andre ikke er velkomne. Alligevel er der noget fascinerende over det. Noget mystisk, et anderledes kollektiv. Jeg prøver at snakke ligesom dem.
”Hey, hvad så jeg var sammen med din mor i går.”
Ordene flyver bare ud af mig. Har ingen anelse om, hvad jeg skal sige, for at det ikke skal virke akavet. En fyr vender sig mod mig. Han kigger på mig som om, jeg er fra en anden planet. Det er jeg måske også.
”Jeg smadrer dit fjæs din fucking perker,” fortsætter jeg.
Nu må jeg da blive lukket ind i fællesskabet. Mor siger nemlig, at det er vigtigt at få venner og blive en del af et fællesskab så hurtigt som muligt. Fyren rejser sig op og går hen imod mig. Så flækker han af grin.
”Rolig nu, min mor er 56 år – så værsgo. Og jeg er rimelig dansk, så vidt jeg ved. Kom og sæt dig hos os. Nyd livet.”
Jeg bliver helt bange, men jeg sætter mig bare ned; det er vel det bedste, så der ikke sker noget. Har helt glemt Sofie.
”HoHoHo, er der nogen artige børn her?”
Sofie og jeg vender os om. Hvad fanden? Jeg begynder at kigge efter de skjulte kameraer.
En julemand kommer gående over imod mig – hvad? Julemand… men… det er jo sommer! Han har røde kinder og hvidt skæg, en rød dragt på med et sort bælte og i sin højre hånd bærer han en stor sort sæk. Han ligner ikke den slags julemænd, jeg voksede op med.
Ham her virker uhyggelig på en måde. Jeg kunne faktisk ligefrem forestille mig, at han putter børn i sækken i stedet for gaver. Han ser hårdt på mig og vrisser: ”Har du været god i år, knægt?” Knægt? Jeg tror ikke nogen har kaldt mig knægt siden… det er der vist aldrig nogen, der har gjort. Det udtryk må være helt tilbage fra dengang man var ”brødflov”, altså sulten. Jeg har ikke lyst til at svare ham, tænker lidt over om han er julemandens onde tvilling. Hans øjne har et eller andet ondt glimt. Jeg nikker bare, hvordan kan man andet? En julemand er vel en julemand?
Sofie er faldet i snak med en pige som ikke ser ud til at være mere end 15 år.
”Jamen har du så ikke nogen penge til en bajer? Julle her er træt af altid at give hele tiden.” Julemanden stikker hånden frem og forventer vist, at jeg gavmildt deler ud af indholdet i min tegnebog. Sofie er dybt optaget af sin egen samtale, så hendes støtte kan jeg vist ikke regne med. Jeg må klare den her julemand selv.
Jeg skal lige til at svare frækt, at han kan rende mig og tigge et andet sted, men… Kan man virkelig tillade sig at afvise en julemand? Hvad gør man i sådan en situation? Jeg har aldrig været udsat for noget lignende i Tønder.
Til sidst stikker jeg ham en 20’er og spørger Sofie, om vi ikke kan smutte. Stedets varme er lige fordampet. Fyren jeg ellers lige ville til at komme i snak med er smuttet, og der er kun fnisende tøser tilbage. Sofie hygger sig dog og er slet ikke med på at gå. Hvad giver man sig så til i denne ”legendariske” park i Aarhus?
”Kom nu, Sofie!” siger jeg irriteret, ”jeg gider ikke være her længere. Det her er for åndssvagt!”
”Nej, det er da så hyggeligt!”
Øv, så skal jeg bare stå og vente. Jeg hader det. Men – der kommer jo fyren igen. Jeg har næsten savnet ham.
”Hey, hvor blev du af, makker?” spørger jeg.
”Hvorfor snakker du sådan?”
”Hvad mener du, makker?”
Jeg prøver at snakke rigtig smart århusiansk.
”Snak nu bare almindeligt,” siger han med et venligt smil. ”Jeg er en helt almindelig fyr, og jeg vil godt snakke helt almindeligt med dig. Jeg hedder for resten Peter.”
Nu ved jeg pludselig slet ikke, hvad jeg skal sige. Der bliver en kort pinlig pause.
”Hvor bor du henne?” spørger han så.
Hvad var det nu, det hed? Vester- et eller andet.
”Deroppe i Vesterbo.”
”Vesterbo? Hvor ligger det?”
”Øh … øh …. Det ligger lige heroppe bagved,” siger jeg.
”Nå, Vestervang,” siger Peter.
Jeg sidder lidt og snakker med ham om vores nye by. Så ser jeg på hans armbånd.
”Hvad betyder det der AA egentlig?” spørger jeg.
”Aldrig Alkohol” svarer han prompte. ”Vi vil gerne prøve at more os og være sociale uden alkohol,” svarer Peter.
Jeg stirrer på ham. Jeg troede, at alle her i Aarhus drak som svin. Jeg sidder og tænker lidt over det. Jeg har en gang hørt, at man kan være høj på livet. Men ingen alkohol? Tja, hvorfor ikke? Det virker som om, de har det hyggeligt her i parken, og så er der det med fællesskabet. Og jeg har vildt brug for at være med i et fællesskab lige nu, hvor jeg er flyttet til en ny by. Jeg vender mig om og ser efter Sofie. Hun er godt i gang med en snak med en af pigerne fra AA gruppen.
”Jeg er på, hvor skal jeg skrive under?” spørger jeg.
Før vi skulle flytte, gik jeg og tænkte på, hvordan andre unge på min alder mon ville være i Aarhus. Jeg mener, i Tønder var det ikke svært at snakke med folk. Tønder havde sin helt egen kultur. Kunne Sofie og jeg så bare komme ind i nye fællesskaber med nye og ukendte mennesker? Jeg havde været ret skræmt ved den tanke. Skræmt over tanken om ikke at kunne falde til. For selv om Sofie og jeg altid har haft det godt sammen, så ønsker jeg ikke at være sammen med hende hele tiden. Det er også derfor, jeg har hårdt brug for nogle nye venner.
”Skrive under? Nu må du altså holde op med det sprog”, siger Peter og ser underlig ud i ansigtet. Men så ændrer han lige så hurtigt ansigtsudtryk igen.
”Hvor er du I øvrigt fra? For I er vist da ikke her fra Århus, selvom der findes mange underlige typer her.”
Jeg kan mærke, at jeg bliver en smule genert, og jeg ser ned i jorden.
”Jeg er fra Tønder.”
”En tilflytter!”
Det er, som om parken forvandler sig til et cirkus, og vi er deres hovedattraktion. Alle stopper nu deres samtale og stirrer på os. Nu bliver det garanteret endnu sværere at falde til. Man må nok ikke sige, at man ikke er fra byen. Men nej.
Stik imod hvad jeg frygtede, springer alle fra AA gruppen op og giver os knus og masser af kærlige ord. Det er som i en film. Folk springer os i møde og får os til at føle os velkomne.
*
Da vi kommer hjem, går Sofie og jeg ud i køkkenet for at lave noget mad. Mor og far er i Tønder for at pakke de sidste ting og har givet os lov til at være alene i Aarhus en nat.
”De var da meget flinke alle sammen,” siger Sofie smilende. Jeg nikker og tror, at vi tænker det samme: Aarhus skal nok blive et godt sted at bo.
”Har du lyst til at tage med til den fest i weekenden?” spørger Sofie, da vi sidder og spiser vores opvarmede pizza.
Hvilken fest? Jeg har da ikke hørt om nogen fest!
Sofie er vist ikke i tvivl om, at jeg ikke aner, hvad hun taler om, for hun begynder nu at forklare. Der er åbenbart en stor fest i Mølleparken, som AA arrangerer.
”Det er for at få flere folk til at forstå, at man sagtens kan have det sjovt uden at være fuld,” siger Sofie.
Selvfølgelig skal vi da med til den fest, men jeg er nu lidt nervøs. Jeg kan sagtens følge idéen, og jeg er helt enig i konceptet, men det må da på en eller anden måde være svært at få det sjovt uden at drikke. Jeg mener, når man drikker, kan man jo sammenligne opskrifter på drinks, drille hinanden med hvem der er mest fuld, tillade sig at gramse lidt på pigerne og være mere ærlig overfor drengene.
*
Da lørdag kommer, hopper Sofie og jeg i festtøjet. Jeg tager mine sorte bukser på, mine fine sko, en pæn rød skjorte og sætter håret, som jeg ved pigerne kan lide det. Sofie kommer ud af badeværelset i sin stramme sorte kjole, som kun lige dækker det mest nødvendige. Jeg har altid drillet hende med, at hvis bare hun havde lidt mere stof til den kjole, så kunne hun lave en bikini. Hun har også sine tårnhøje sølvstiletter på og en sort lille taske. Hendes hår er sat op, og hun har make-up nok på til, at folk kunne tro, at Matas havde taget hende som gidsel, og hun måtte vælte igennem make-up hylderne for at komme levende ud.
Da vi nærmer os Mølleparken, bliver jeg usikker på, om vi nu har det rigtige tøj på til sådan en udendørs fest i midten af Aarhus. Vi ligner måske snarere to, der skal til en fornem familiefest, og da jeg lidt efter står midt på græsset og ser Peter og de andre, ved jeg, at jeg har ret. De andre står i afslappet tøj. Nogle har bare fødder og signalerer helt klart ikke fornem fest.
Sofie og jeg går hen til de andre fra AA gruppen. De hilser glad på os, og vi får det ene knus efter det andet. Jeg bliver helt høj af det og det samme gør Sofie. Vi føler på en måde allerede, at vi er ved at være en del af gruppen.
Jeg kommer til at tænke på alle de privatfester, vi kom til i Tønder. Vi havde alle det, som vi forbandt med festtøj på, og vi vidste alle, hvad der skulle ske den aften. Det var i hvert fald sjældent, at der skete det store uventede. Det skete selvfølgelig af og til. Men så var det også noget, som ville blive snakket om længe efter. Tro mig! Nu stod vi så her. Lidt skilt ud og dog inde. Det var anderledes end privatfesterne derhjemme i Tønder, men det var en god følelse at stå sammen med en stor gruppe ukendte unge og bare feste uden alkohol.
”Kom, I skal med herover,” råber Peter, der netop har fået øje på os.
Vi følger vores nye gruppe om bag en større bygning, hvorpå der stod ”Voxhall.
”Er det her, at I holder til?”, spørger Sofie, mens hun tager de højhælede af og træder ud på det våde græs i bare fødder.
”Holder til og holder til. Vi er her nogle gange, når vi lige har lyst. Det er ikke, fordi at stedet her er vores, og I er velkomne, hvis I gerne vil være med i AA.”
”Hvad laver I så?” spørger Sofie.
”Hvad laver vi ikke”, siger en af de andre fra gruppen.
Så begynder han at fortælle om, hvordan de mødes til fitness i det fri ude i Risskov. Hvordan de holder de fedeste fester ude på Moesgård strand, tænder bål, synger og spiller guitar.
”Man har det faktisk sjovere, når man ikke drikker, men i stedet bliver høj af naturen, musikken og hinanden. I skulle prøve det,” siger Peter.
Og det er Sofie og jeg helt med på. Skal vi være helt ærlige, har ingen af os nemlig været fulde, mens vi boede i Tønder. For dernede har de fleste forældre den holdning, at man først drikker, når man er over 15. Så egentlig er det hele, som det plejer at være. Og vi er helt med på at være en del af AA gruppen. De virker jo alle sammen til at være seje.
”Kom, nu skal I prøve noget sejt,” siger Peter.
Så smider han tøjet og hopper på hovedet ned i den kolde å. Sofie og jeg stirrer på ham.
Jeg bliver sygt fascineret. Det er jo en helt ny måde at leve på. Tænk at jeg er med i denne revolutionære gruppes idéer. Jeg går om bag Voxhall, helt høj af tanken, da jeg får mit livs største overraskelse. Nogle af de andre står med en øl i hånden! De skynder sig at gemme øllene og kommer gående hen imod mig. Hvad fanden har de bare været fulde hele tiden? Her går de og belærer folk om, at de skal være høje på livet; og så kan de ikke engang selv overholde det. Jeg får de værste tanker om dem. Hvad med colaerne, jeg så dem drikke nede ved åen? Var der bare rom eller sådan noget shit i?
Sofie og jeg føler os snydt. Jeg troede, alt var så anderledes her i Århus med dobbelt a. Troede de var foran deres tid, men nej! Græsset er aldrig grønnere på den anden side. Jeg vil hjem!