Byrådsflertal i Aarhus sikrer 100 millioner til Kulturhovedstadsprojekt

Aarhus byråd har vedtaget et budget hvor finansieringen af Aarhus 2017 indgår

Den løbende finansiering af Kulturhovedstadsprojektet er sikret under torsdagens natlige budgetforhandlinger.

23. september, 2011

Præcis en uge før ansøgningen skal afleveres, har et byrådsflertal i Aarhus sammen med budgettet for næste år aftalt at sikre 100 millioner til Kultur hovedstadsprojektet Aarhus 2017. Sammen med Region Midt og regionens øvrige kommuner har Aarhus Kommune dermed sikret 200 millioner kroner til at gøre Aarhus til europæisk kulturhovedstad i 2017.

Aarhus vil være Europæisk kulturhovedstad i 2017. Derfor besluttede et flertal i kommunens byråd i dag at tilvejebringe 100 millioner kroner til projektet. Pengene skal fordeles over en seksårig periode fra 2013 til 2018. Der er dermed ikke tale om at der skal bruges 100 millioner kroner mere på projektet, men blot at der er flertal for at sikre, at de løbende udgifter i forbindelse med projektet kan afholdes.

Forligspartierne lægger vægt på, at finansieringen fortrinsvis skal findes ved engangsindtægter ved salg af kommunale arealer og bygninger.

”Jeg er glad for at byrådsflertallet i dag har sikret Aarhus det bedst mulige grundlag for at få den eftertragtede titel i hus. Det kommer til at spille en helt afgørende rolle i byens og regionens fremtidige udvikling når vi bliver Europæisk kulturhovedstad. Vi skal bruge kulturhovedstadsprojektet til at gentænke vores by, så vi står godt rustet til fremtiden, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen.

I forbindelse med sidste års budgetforlig blev der afsat 18 millioner kroner ved salg af Bymuseets tidligere bygning. Derudover ventes et salg af ejendommen, hvor Tivoli Friheden er beliggende at indbringe yderligere 9 millioner kroner.

Forligspartierne anmoder magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice om fortsat at arbejde med udpegning af egnede salgsemner.