Om Anohni

Aarhus 2017's Artist-in-Residence

Multikunstneren og musikeren Anohni vil i 2017 opholde sig i Aarhus som Artist-in-Residence. Anohnis bevægende værker, hendes lidenskabelige kamp for miljøet og hendes mod til at tegne billedet af en tryg fremtid, gør Anohni til vores kreative drivkraft i et år, hvor vi håber på at inspirere mennesker gennem vores fokus på mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati. Vi er henrykte over at kunne byde Anohni velkommen til byen.

Under sit ophold vil Anohni indspille musik med Aarhus Symfoniorkester, udvikle nye tværmediale værker, præsentere en række udstillinger som billedkunstner og medskaber forskellige steder i byen, og optræde med en enkelt eksklusiv koncert i Musikhuset Aarhus.

Anohni, der er født i England og bor i New York, blev først kendt internationalt, da hun vandt Storbritanniens Mercury Pris i 2005 for sit album I Am a Bird Now med sit band Antony and the Johnsons. Anohnis enestående stemme førte til optrædener med symfoniorkestre rundt om i verden, samarbejder med kunstnere som Lou Reed, Laurie Anderson, Charles Atlas, Lynette Wallworth, Marina Abramovic, Robert Wilson og Björk, samt udstillinger på udvalgte museer og på Sikkema Jenkins galleriet i New York.

I 2016 modtog Anohni en Oscarnominering for sit bidrag til sangen Manta Ray, en indtrængende bøn om at hjælpe verdens døende koralrev. Hendes seneste album, Hopelessness, et samarbejde med Hudson Mohawke og OPN, benytter sprudlende dance musik til at udforske temaer som miljøødelæggelse, medskyldighed, dronekrigsførelse og global ondskab.

Støttet af British Council.