Struer er Lydens By

Multikunstneren Søren Lyngbye præsenterede i går sin Lydmaskine ved en fernisering i Infocenter Struer. Den cirka tre meter lange og 2,40 meter høje lydmaskine er en lydkunstinstallation, der interagerer med borgerne. Lydmaskinen er en del af samarbejdet mellem Struer Kommunes projekt ’Lydens By’ og Fonden Aarhus 2017. Alle interesserede har mulighed for gratis at se og prøve maskinen i Infocentret frem til 20. oktober.

Den Aarhus-bosatte multikunstner Søren Lyngbye har en lang karriere bag sig. En karriere, der begyndte med en uddannelse som grafiker og billedhugger fordelt på akademier i Mexico, Polen og Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Siden har han lavet alt lige fra radio, foredrag, udsmykninger, scenografi, kunstneriske opgaver, design, novelleskrivning og ildshows på Sculpture by the Sea og i byer som Silkeborg og Frederikshavn.

Hans seneste projekt – Lydmaskinen – blev præsenteret i går i Struer. Formålet med denne lydkunstinstallation er at skabe forstyrrelse og forundring – og samtidig ’gi’ lyd fra sig’. Den står på VidensCenter Struer, som Infocenter Struer er blevet omdøbt til i forbindelse med Sansefestivalen, der slutter i morgen.

Se program for Sansefestivalen her. 

Hvis du ikke kan nå forbi Struer i dag eller i morgen, kan du være ganske rolig: I perioden frem til 20. oktober kan alle interesserede borgere, turister, skoler og daginstitutioner nemlig afprøve maskinens funktioner og lyde – og det er ganske gratis. 

Strategisk projekt
Struer ER Lydens By. Så kontant kan det siges. Lyd har nemlig en særlig betydning i Struer Kommune. Blandt andet har Bang & Olufsen ikke bare været designikon og synonym med fremragende lyd i næsten 90 år; brandet har også været med til at forme egnen og byens liv – som central arbejdsplads for tusindvis af borgere, men også som katalysator for hele områdets identitet, erhvervsstruktur, kulturliv og kreative miljø.

Struer Kommune har derfor valgt at arbejde med det strategiske projekt ’Lydens By’. Et projekt, der støttes af Fonden Aarhus 2017. Projektet skal fastholde, bygge videre på og forny områdets DNA - og de kompetencer, der er i området. ’Lydens By’ handler overordnet om at sætte en ny og anderledes dagsorden for, hvordan Struer får sat yderligere fokus på beskæftigelse, bosætning og branding. Lyd er i centrum for alle udviklingsaktiviteter frem mod 2017, hvor Struer som Købstad fylder 100 år. 

Formålet med ’Lydens By’: 
• At skabe et lokomotiv for udvikling og vækst i StruerAt skabe et lokomotiv for udvikling og vækst i Struer Kommune.
• At styrke erhvervslivets position inden for teknologi, kreativitet og oplevelsesøkonomi – og derved skabe flere jobs.
• At understøtte udvikling og innovation i relation til lyd og parallelle initiativer, der har et erhvervsfremmende perspektiv - og går på tværs ift. fx kultur, uddannelse og turisme.
• En positiv, tydelig og synlig branding af Struer som en kommune, der er kendt for aktiviteter, initiativer og kompetencer omkring lyd.
• Medvirke til at borgere, virksomheder og medarbejdere i Struer Kommune får en selvforståelse, der får alle til at føle, at de arbejder og bor i et specielt område.
• Sætte fokus på entreprenørskab, kreativitet og innovation i skolesystemet - og understøtte rekrutteringen af morgendagens kompetente medarbejdere, ledere og iværksættere.

’Lydens By’ er et af de 44 strategiske projekter, Fonden Aarhus 2017 uddelte fondsmidler til i forbindelse med Programrunde 1 i juni 2014.