Stærke erhvervsfolk støtter Aarhus 2017

Stærke erhvervsfolk støtter Aarhus 2017

Tre af de helt tunge spillere fra det østjyske erhvervsliv går nu sammen om at give et kontant bidrag til Aarhus 2017 i form af tre mio. kroner. De tre er Anders Byriel, administrerende direktør i virksomheden Kvadrat A/S, Claus Hommelhoff, stifter af Formuepleje A/S samt Peter Bohnsen, ejer af Navest A/S.

Det bliver et sandt overflødighedshorn af kultur og oplevelser, når Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 om 18 måneder slår dørene op til det europæiske kulturhovedstadsår.

Hvad enten man er indbygger i Region Midtjylland eller en af de mange danske og udenlandske gæster, der forventes til regionen, kan man se frem til et år, der vil syde af energi og boble af kreativt overskud. 

Med den forventning in mente har tre af de helt store østjyske erhvervsfolk valgt at gå sammen og give et kontant bidrag til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

 

”Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er et storslået og afgørende projekt, som for alvor kan være med til at brande både Aarhus og hele regionen i Europa." Anders Byriel

”Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er et storslået og afgørende projekt, som for alvor kan være med til at brande både Aarhus og hele regionen i Europa. Vi har en klar forventning om, at kulturhovedstadsåret vil sætte varige spor og for alvor kan være med til at løfte vores region til ny europæisk synlighed og betydning,” siger administrerende direktør fra virksomheden Kvadrat A/S og næstformand i bestyrelsen for Fonden Aarhus 2017, Anders Byriel. Og han opfordrer andre virksomheder til at følge eksemplet.

Det synspunkt deler to af hans kolleger fra det aarhusianske erhvervsliv, stifter af Formuepleje A/S Claus Hommelhoff og Peter Bohnsen, ejer af Navest A/S:

”Vi forventer, at Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 bliver skelsættende for Aarhus og for regionen. Og vi ser os selv som en naturlig del af det fokus, som Aarhus 2017 sætter på innovation, kreativitet og udvikling af det lokale erhvervsliv i samarbejde med de kreative virksomheder, og det ønsker vi at spille en aktiv rolle i,” siger stifter af Formuepleje A/S Claus Hommelhoff, der håber, at initiativet kan skabe en sneboldeffekt af partnerskaber mellem erhvervslivet og Aarhus 2017.

Sammen med den tredje investor, ejer af Navest A/S Peter Bohnsen, har han store forventninger til det program, som Aarhus 2017 præsenterede i Ridehuset i april i år. Her løftede man sløret for omkring en tredjedel af det samlede program for kulturhovedstadsåret.

 

"Vi ser os selv som en naturlig del af det fokus, som Aarhus 2017 sætter på innovation, kreativitet og udvikling af det lokale erhvervsliv i samarbejde med de kreative virksomheder, og det ønsker vi at spille en aktiv rolle i." Claus Hommelhoff
Og det er en glad administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, der tager imod pengene fra de tre markante østjyske profiler.

"Det er et meget vigtigt signal for os, at så markante profiler fra det østjyske erhvervsliv aktivt engagerer sig i Aarhus 2017. Det er helt afgørende, at vi får den form for støtte fra erhvervsledere, og det er det helt rigtige tidspunkt at melde sig på banen nu. Sammen med vores øvrige centrale støtter stiller Anders, Claus og Peter sig i spidsen og går foran for at understøtte opbygningen af kulturhovedstadsåret. Med deres støtte viser de, at byen og regionen kan blive ’game-changers’ i det erhvervsmæssige og kulturelle landskab og er med til at sikre fremtid og vækst. Deres bidrag er en stor støtte til vores arbejde med at udvikle et unikt program for den Europæiske Kulturhovedstad i 2017,” siger administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews.

Download pressemeddelelse her.