Sport Tailgate gentænker sporten

I torsdags afholdt Sport Tailgate 2017 workshoppen ”Rethink Sporten”, hvor kreative sjæle var samlet for at gentænke sporten og rammerne for en publikumsoplevelse. Projektet, der er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, skal sætte nye rammer for publikumsoplevelser i krydsfeltet mellem kunst, sport og kultur.

Sport Tailgate er en sportsfestival, der afholdes d. 18.-20. august 2017 i et samarbejde mellem klubberne SK Aarhus, Bakken Bears, AGF og Århus Håndbold. Målet er at skabe en mangfoldig sportsfestival, der involverer publikum mest muligt.

Til workshoppen blev deltagerne inddelt i grupper med 4 forskellige overskrifter som overordnet ramme, som deltagerne skulle brainstorme indenfor:

1) Gastronomi & Mad
2) Bæredygtighed & CSR
3) Sportsaktiviteter og publikumsinddragelse
4) Mulighed for at udfolde sig frit

”Vi vil gerne tænke ud af boksen, udfordre status quo og give publikum og sportselskere i Aarhus og regionen en ny måde at opleve sport, kunst, kultur og mad på. Både hver for sig, men også kombineret,” fortæller Peter Stensig, projektkoordinator for Sport Tailgate 2017.

”Vi er kommet i gang med projektet og udvikler på indholdet af klubbernes sportsfestival. AGF, Bakken Bears, Århus Håndbold og SK Aarhus skal alle spille en kamp, og vi glæder os til inden længe at løfte sløret for, hvad indholdet af festivalen derudover bliver,” slutter Peter Stensig.