Rethink your Audience: Viborgs Snapsting åbner med forestillinger om vand

Der er gentænkt på mange planer, når Viborgs årlige festival Snapsting åbner 20. juni. I år foregår åbningen af den ugelange festuge i byens nye grønne område sØnæs, hvor blandt andre Viborgs egnsteater Carte Blanche sammen med ni internationale performancekunstnere er med til at gøre åbningen til noget ganske særligt.

Foto: Bo Amstrup

Lørdag 20. juni åbner den årlige festival Snapsting i Viborg. Med afsæt i Viborgs historiske festival fra 1400-tallet er visionen med Snapsting at skabe en festuge, hvor politik, kultur, debat og møder er i centrum for ugens aktiviteter. Og netop i år er åbningen af Snapsting noget ganske særligt. Her har Viborg egnsteatret Carte Blanche i samarbejde med ni internationale performancekunstnere skabt en forestilling, som tager udgangspunkt i og udspiller sig i byens nye grønne oase, sØnæs.

”Jeg synes, at Viborg Kommune er meget fremsynede i deres tilgang til kunst, kultur og byfornyelse,” siger Marion Vick fra Carte Blanche, og uddyber: 

”På grund af forandringerne i klimaet er kommunerne nødt til at lave nogle tiltag, som kan tage presset fra byens regnvand under de store skybrud. Og i stedet for at lave en almindelig rensedam, har kommunen valgt at anlægge et grønt område, som kan benyttes af byens borgere. Anlægget består af øer, der er adskilt af vand, men forbundet af broer og trædesten, sådan at øernes størrelse forandrer sig efter vandstanden,” siger Marion Vick om området sØnæs, der bliver byens nye grønne åndehul.

Forestillinger om vand
Ved åbningen af sØnæs på lørdag 20. juni præsenterer Carte Blanche og de ni performancekunstnere et udpluk af den forestilling, de har skabt til området i form af en række forskellige tableauer. Alle tableauer tager udgangspunkt i omgivelserne, i området sØnæs og i vores forestillinger om vand.

”Forestillingen og de tableauer, vi laver ved åbningen på lørdag tager udgangspunkt i området. Derfor er vand omdrejningspunktet. Vi laver en poetisk undersøgelse af vand, der inviterer publikum/deltagerne til at genopdage skønheden, nødvendigheden og hemmeligheden ved vand. Hvilke lyde, farver og former gemmer der sig i vand? Hvilke kvaliteter er der ved vand, som vi normalt ikke tænker på eller sanser? Det er den slags spørgsmål, vi inviterer publikum til at udforske sammen med vores performere,” siger Marion Vick fra egnsteatret Carte Blanche.

Og netop det at skabe dramaturgien i tæt dialog med omgivelserne er et af Carte Blanches kendetegn.

”Det centrale ved vores metode, vores måde at arbejde med forestillinger og publikum på er, at vi ønsker at skabe forudsætningerne for, at mennesker kan mødes, opleve og sanse sammen. Derfor er alle elementer i vores forestillinger lige væsentlige: lyd, lys, skuespilleren, publikum, omgivelserne, der er ikke noget, som har forrang, frem for noget eller nogle andre,” siger administrativ chef for Carte Blanche Thorkild Andreasen. Han beskriver Carte Blanches forestillinger som ”fysiske og mentale rejser”, hvor publikum inviteres indenfor i et rum af indtryk og poetiske billeder.

Og ifølge Thorkild Andreasen vil publikum gerne med ind og lege med i det kreative rum som, Carte Blanches skuespillere skaber.

”Vi oplever en utrolig hjertevarme fra publikum i vores forestillinger. Ofte er deltagerne overraskede over virkningen af den interaktion, de har med skuespillerne. De beskriver som regel oplevelsen som ’enormt behagelig’. Og selvom man godt kan have lidt berøringsangst, så oplever publikum, at de bliver taget nænsomt imod i det rum, vi skaber sammen,” siger Thorkild Andreasen, og understreger, at deltagerne under ingen omstændigheder skal ’optræde’ eller spille skuespil: ”De skal bare være til stede, være sig selv og tage imod.

Fakta:
• Carte Blanches tableauer kan opleves enkeltvis lørdag 20 juni i forbindelse med åbningen af Snapsting og indvielsen af sØnæs. Den samlede forestilling kan opleves fra fredag 26.6 – 28.6. Billetterne er gratis og kan bookes via billetten.dk
• Se hele programmet for Snapsting her.
• Læs mere om Carte Blanche.
• Læs om andre Aarhus 2017-projekter her.