Rethink Læring udfordrer måden vi lærer på

Campus Bindslevs Plads er en moderne markedsplads i centrum af Silkeborg, hvor Silkeborg Kommune i samarbejde med syv uddannelses- og kulturinstitutioner gentænker områdets funktioner for at skabe et kreativt læringsmiljø i et campusfællesskab. Aarhus 2017-projektet har fået navnet Rethink Læring.

Lige nu er Læringslaboratorium 2 i fuld gang på Campus Bindslevs Plads, hvor medarbejdere fra de syv partnere bag Campus Bindslevs Plads i Silkeborg samarbejder. Årets tema er ”Demokrati”, og næsten 700 elever og over 50 ansatte deltager på tværs af partnerne. Campuspartnerne afholdt det første Læringslaboratorium med temaet ”Jorns Univers” i uge 40 i 2014 med stor succes. Succesen er fortsat, faktisk kan man ifølge projektleder René Gabs Bargisen tale om et kæmpe spring.

”Fra Læringslaboratorium 1 til 2 er der sket et stort ryk, når man kigger på både antallet af læringsforløb, deltagertal og undervisningsmængde. Vi kan se vi har fat i den lange ende, og det virker at arbejde sammen med nogen, som ikke tænker på den samme måde som en selv, og det skubber den måde, vi opfatter tingene på,” siger René Gabs Bargisen. 

Læringsresultaterne fremvises lørdag 19. september på Silkeborg Bibliotek, hvor de syv Campuspartnere inviterer alle borgere, forældre og andre interesserede til Demokratiets Dag fra kl. 11.00-15.00.

Markedsplads med dynamik og kreativitet 
Campus Bindslevs Plads er en moderne markedsplads i den forstand, at her udveksles viden, perspektiver, erfaringer og arbejdskulturer med det formål at blive dygtigere til at arbejde sammen. Visionen er at skabe fremtidens dynamiske og kreative markedsplads, hvor elever, studerende og borgere mødes og lærer nyt i fællesskaber, der går på tværs af uddannelse, faglighed og kultur. Her kan alle medbringe noget at dele med andre og få noget nyt med hjem igen. I fællesskab og samarbejde skabes fremtidens løsninger.

Permanent læringsmiljø i 2017 
Rethink Læring er en udviklingsproces over 3 år, som skal ende ud i et permanent læringsmiljø.

”Endemålet er at åbne et nyt kreativt læringsmiljø på ca. 1450 kvm2 med tilhørende udearealer på Bindslevs Plads, som partnerne efterfølgende driver i et campusfællesskab. En central del af udviklingsprocessen op til dette er Rethink Læring, som giver os mulighed for at lære at arbejde sammen, eksperimentere og også gentænke egen praksis, både som underviser, biblioteksansat eller leder, så vi er klar til at bruge læringsmiljøet i 2017,” fortæller projektleder René Gabs Bargisen.

Læringslaboratorium 1 og 2 er en del af denne udviklingsproces og i 2016 vil den tredje og sidste med temaet ”Entrepreneurship” finde sted.

Når det nye læringsmiljø åbner i 2017 vil der i den forbindelse blive afholdt en åbningskonference med en masse spændende temaer.

Fakta: 
Silkeborg Kommune samarbejder med følgende syv uddannelses- og kulturinstitutioner: 
• Th. Langs Skole
• Den Kreative Skole
• Silkeborg Bibliotek & Medborgerhuset
• Silkeborg Business College
• TH. LANGS HF & VUC
• Folkeskolen i Silkeborg
• Silkeborg Ungdomsskole

Kontakt:
Projektleder: René Gabs Bargisen
Tlf. 41 27 48 68
Mail: rba@handelsskolen.com

Læs mere om Campus Bindslevs Plads på deres egen hjemmeside her.