Rebecca Matthews i TV2 Østjylland

Tirsdag 13. januar bragte TV2 Østjylland et indslag med administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews, hvor hun blandt andet fortalte om Kulturhovedstadens reviderede budget og samarbejdet med sponsorer. Direktør hos ProShop Europe Jens-Ulrik Carstensen medvirkede også i indslaget. Han fortalte om, hvorfor hans virksomhed har besluttet at støtte den Europæiske Kulturhovedstad. Se indslaget i artiklen.

I april 2014 kunne Aarhus 2017 bringe den glade nyhed, at den første millionsponsor var fundet. Den Aarhus-baserede virksomhed ProShop Europe støtter kulturprojektet med en million kroner i årene op til og i 2017. Siden er flere sponsorer kommet til, heraf både offentliggjorte og endnu ikke offentliggjorte – sidstnævnte gruppe bliver præsenteret i løbet af de kommende måneder.

Aarhus 2017s arbejde med at skaffe i alt 80 millioner kr. fra sponsorer, fonde og EU skrider planmæssigt frem. I 2014 budgetterede fonden med at sikre 15 millioner kr. i sponsorater og samarbejdsaftaler. Det tal blev nået og mere til, da tallene i udgangen af 2014 kunne opgøres til følgende:

• 31,2 millioner kr. i offentliggjorte og endnu ikke offentliggjorte sponsorater.
• Value-in-kind sponsorater til en værdi af 2,2 millioner kr.

Se videoindslag med Rebecca Matthews og Jens-Ulrik Carstensen fra ProShop Europe (klik på billedet - åbner i ny fane):

I interviewet med TV2 Østjylland understregede Rebecca Matthews, at Aarhus 2017 stadig arbejder målrettet på at øge det nuværende budget på 420 millioner kr. (det oprindelige budget var 500 millioner kr.). 

Samtidig er det vigtigt at pointere, at det nuværende budget bevidst er realistisk og konservativt. Aarhus 2017 ønsker ikke at bruge penge, fonden ikke har, siger Rebecca Matthews, og hun garanterer, at Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 ikke efterlader et underskud. 

Læs også: Første millionsponsor til Aarhus 2017