Penge til underjordisk kultur

En af de mange rørformede bunkere under Aarhus, hvor der nu skal være kultur.

Kulturhovedstadsprojekt om bunkere har fået 250.000 kroner i støtte fra Statens Kunstråd. Pengene skal bruges til at lave gentænkte kulturarrangementer i de gamle beskyttelsesrum under jorden.

Under jordens overflade rundt om i Aarhus findes omkring 300 rør- og kuppelformede bunkere. De små rum fra krigens tid bliver ikke brugt – de ligger der bare. Men der er et skjult potentiale i de særprægede lokaliteter, mener folkene bag kulturhovedstadsprojektet ”Skjulte steder.”

Med underprojektet ”KULTUR BUNKER” vil de derfor som optakt til kulturhovedstadsåret 2017 undersøge, hvad de underjordiske rum kan bruges til i kulturel sammenhæng.

Stor interesse for det underjordiske
I løbet af efteråret 2013 vil der under overskriften ”KULTUR BUNKER” blive holdt koncerter, workshops, forestillinger og digtoplæsninger i en række bunkere. Det initiativ har Statens Kunstråds tværæstetiske pulje nu støttet med 250.000 kroner.

”Siden Skjulte Steder blev dannet i 2009 har vi været i dialog med borgerne på Facebook, gennem en fotokonkurrence og ved forskellige arrangementer, og det har vist sig, at der er en kæmpe interesse for den del af byen, som ligger skjult under jorden,” fortæller projektleder for Skjulte Steder, Annette Damgaard.

Som Alice i Eventyrland
”KULTUR BUNKER” er tænkt som en undersøgelse af, om kunstnernes udtryk bliver udfordret af de usædvanlige og gentænkte rammer.

”Det er jo små lukkede rum med plads til mellem 15 og 30 mennesker, og akustikken er meget rungende. Men der er noget fascinerende ved, at de ligger dernede under jorden og fortæller vores fælles kulturhistorie,” siger Annette Damgaard, som sammenligner oplevelsen ved at gå ned i bunkerne til et kulturarrangement med Alice i Eventyrland.

”Man kravler ned gennem et hul, og så folder der sig en helt ny og spændende verden ud dernede.”

Gentænkte lokaler
De medvirkende kulturaktører, Litteraturen på Scenen, Teater Fluks og Danmarks Center for Elektronisk Musik DIEM, vil arrangere koncerter, performances og oplæsninger i bunkerne. Også Arkitektskolen er med. Elever herfra vil arbejde med at indrette anderledes tænkte mødelokaler og café-rum i bunkerne.

Fra ansøgningen til Statens Kunstråds tværæstetiske pulje:

"I årene op til 2017 vil Skjulte Steder undersøge, hvorledes vi kan anvende de ubrugte dele af byen og gøre dem til aktive, kulturelle platforme. Projektet KULTUR BUNKER, vil være det første i en række af byrumsundersøgelser. Senere vil der blive sat fokus andre skjulte muligheder i f.eks. forladte bygninger, overskudsrum mellem bebyggelser, tagterrasser, baggårde eller parkeringskældre, der alle er steder med et skjult potentiale.”