Munch slår Picasso på Museum Jorn

Vinterferien tyder på at blive den bedste nogensinde for Museum Jorn med den nyåbnede udstilling ”Jorn+Munch”. Hver dag siden åbningen sidste fredag har der været mellem 700 og 800 gæster. Rekorden for flest betalende gæster på en dag blev slået i går torsdag d.16. februar med 1010 gæster på en dag. Den hidtidige rekord har været fra 2013 under Jorn<<<Picasso hvor der kom 875 gæster på en dag.

Alt i alt har der været over 5000 gæster til udstillingen Jorn+Munch, siden den åbnede for en uge siden. Det betyder at Museum Jorn på en uge har haft det samme antal gæster som de normalt har på en måned.

”Vi er selvfølgelig utrolig glade og stolte af den enorme interesse udstillingen har vakt, både i Danmark og udlandet. Vores forberedelser har båret frugt. Gæsterne er glade og begejstrede, og vores forberedelser til at ekspedere så mange gæster fungerer, så alle få en god oplevelse. Det eneste som vi har måttet justere, er familieværkstedet hvor hele familien kan eksperimentere med Munchs kunstneriske teknikker. Her har vi allerede to gange måtte indkøbe nye materialer da vi havde undervurderet efterspørgslen,” udtaler Museumsdirektør Jacob Thage.

Jorn+Munch er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

”Det er en storslået udstilling, som er dybt imponerende, og vi ser Jorn+Munch som en meget væsentlig del af kulthovedstadsåret. Over hele regionen har vi haft en fantastisk publikumsopbakning: Den smukke og enestående åbning som blev set af mere end 70.000 i gaderne i Aarhus, udstillingsrækken ”De syv Dødsynder”, nyopsætningen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater og nu det mesterlige møde mellem de to største nordiske kunstnere Jorn og Munch i Silkeborg. De flotte besøgstal er en flyvende start på hele året og det tegner godt for fremtiden,” udtaler Rebecca Matthews, direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.