Litterære ekstranumre på Radar

De to kulturhovedstadsprojekter 365TEKSTER og RETHINK_Radar er gået sammen om et spændende nyt samarbejde på tværs af litteratur og livemusik.

Til tre udvalgte koncerter henover efteråret vil henholdsvis Mette Østgaard Henriksen, Bjørn Rasmussen og Mads Mygind være publikums forlængede arm, når de tre forfattere overværer koncerterne med Suns Of Satan, Lydmor og Coco Moon med et særligt mål for øje.

Hver især vil forfatterne omsætte en af disse aftener til en skønlitterær tekst, der udvider koncertoplevelsen i form af et brev, de øvrige medlemmer af publikum efterfølgende får tilsendt med posten. En form for frankeret ekstranummer, der gengiver begivenheden med digterisk frihed.

”RETHINK_Radar bestræber sig på at gentænke og udvide koncertens rum – både i fysisk og åndelig forstand, og det bliver spændende at se, hvordan litteraturen og livemusikken her kommer til at krydsbefrugte hinanden,” siger RETHINK_Radars projektkoordinator Martin Aagaard.

Ordene vil også vokse sammen med Radars fysiske omgivelser i dét format, der bedst passer til den enkelte teksts form og indhold. Det kunne være som tekst på muren, i gulvet eller henover baren, som en lydoptagelse af en oplæsning eller som noget helt tredje. Teksterne publiceres nemlig samtidig som en del af 365TEKSTERs Atlas over Aarhus – en litterær kortlægning af Aarhus, hvor forfattere skriver om byens rum og udstiller teksten, hvor den hører hjemme.

”Vores to kulturhovedstadsprojekter gentænker hver især formidlingen af musik og litteratur, og med vores fælles projekt kan vi nå ud til flere publikummer, der kommer til at opleve kunstarterne på nye måder. Vores fælles projekt gentænker koncertformen og udvider det rum, en koncert kan være, og samtidig arbejder vi med formidling af litteratur til nye publikummer, som måske normalt ikke ville opsøge litteraturens verden,” siger Robert Skovmose Christensen fra 365TEKSTER.

Læs mere om RETHINK_Radar.

Læs mere om 365TEKSTER.

Se Radars koncertkalender.