Landsbyen skal gentænkes

Gentænk Landsbyen vil give bud på måder at gentænke, udvikle eller fremtidssikre landsbyen. Projektet er et samarbejde mellem kommuner i Region Midtjylland og er støttet af Aarhus 2017. Gentænk Landsbyen danner netværk og samarbejde på tværs af landsbyer og landdistrikter i Region Midtjylland, Danmark og Europa.

Hvordan kan en landsby på vestkysten eller i Midtjylland inspirere en landsby på Cypern eller i de norske fjelde? Hvordan kan landsbyer fungere som kulturelt forbillede i Danmark og i Europa? Fælles for projekter og aktiviteter i Gentænk Landsbyen er, at de på hver sin måde sætter fokus på styrken ved netværk og erfaringsudveksling, samtidig med, at man belyser konkrete landsbykulturer og bruger landsbyen som ramme for nye, bæredygtige idéer. Derved kan Gentænk Landsbyen være med til at sikre, at landsbyerne også i fremtiden er en del af samfundsstrukturen i Danmark og i Europa.

Gentænk Landsbyen tester, hvordan direkte dialog og konkrete projekter i og mellem landsbyer på tværs af kommunerne kan puste nyt liv i udviklingen af landdistrikterne. Projektet sætter fokus på, at det er lige så godt at bo på landet som i byen – det er bare godt på en anden måde.

Gentænk Landsbyen sætter særligt spot på tre temaer som bud på, hvordan man kan udvikle landsbyen med fællesskabet som omdrejningspunkt - nemlig: ’Bæredygtighed og fællesskab’, ’Landsbyklynger’ og ’Borgerbudgettering’.

Vi står over for en massiv urbanisering, et problem, der ses over hele Europa. I Gentænk Landsbyen giver vi bud på måder at gentænke eller udvikle sin landsby – eller blot fremtidssikre. For det handler ikke kun om at forsøge at vende udviklingen og skabe tilflytning, men også at give bud på, hvordan man kan sikre det man har. Landsbytræffet og delprojekterne er bud på, hvad man kan sætte i gang, hvad man kan initiere – fordi man bor i en landsby,” fortæller Mette Byrgiel Bach, som er specialkonsulent ved Favrskov Kommune og en af projektets tovholdere.

Landsbytræf i Selde
I november var landsbyen Selde nær Skive vært for årets Landsbytræf, som er en del af projektet Gentænk Landsbyen. Det første Landsbytræf fandt sted sidste år i Hampen, og i år var det Selde, som havde æren af at være vært. Og igen i år var arrangementet en succes.

”Det gik rigtig godt. Vi har fået gode tilbagemeldinger på oplæggene og på de stande, hvor landsbyer præsenterede deres projekter og initiativer, og folk blev inspirerede,” fortæller Mette Byrgiel Bach.

Landsbytræffet er både for dem, der har godt gang i landsbyens udvikling og hverdagsliv og for dem, som mangler inspiration til at komme i gang og gentænke deres sted. Standene bemandes af borgere fra landsbyer på tværs af kommunerne i Region Midtjylland.

”Det vigtigste er, at landsbyboerne bliver inspireret af initiativer og løsninger, som de kan tage med hjem og drøfte, kopiere eller tilpasse hjemlige forhold. Det er også det, der er formålet med landsbytræffet – at man møder landsbyer som har samme interesser, profiler eller vilkår som den landsby man kommer fra. At en landsby i Syddjurs kan have mere til fælles med en landsby fra Skanderborg end med nabolandbyen. Det ultimative kunne være, at landsbyer fra forskellige steder kan bruge landsbytræffet til at samles om et fælles projekt,” fortæller Mette Byrgiel Bach.

10. september næste år afholdes der igen landsbytræf, denne gang i Hornsyld i Hedensted.

Et brag af et Landsbytræf i 2017
I 2017 vil der komme et brag af et landsbytræf, som skal vise hvad indsatsen har medført. Viften af projekter og arrangementer, der er blevet gennemført i 2014-17, vil blive præsenteret med international deltagelse fra landsbyer og organisationer, der arbejder med landdistrikter. Alle landsbyer som har været en del af projektet vil fremvise processer og resultater af arbejdet. 

Se indslag fra landsbytræffet i Selde her