Kulturhovedstaden i fokus på rejsemesse i Berlin

Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og VisitAarhus er med, når verdens største rejsebranchemesse i Berlin i denne uge fejrer 50 års jubilæum.

Kultur er i disse år en magnet for turisme, og Europæisk Kulturhovedstad 2017 og VisitAarhus skal i denne uge være med til at sælge Aarhus og Danmark på den internationale rejsemesse ITB i Berlin. Med omkring 175.000 besøgende, heraf 115.000 fagfolk, er ITB en af verdens mest betydningsfulde messer inden for turisme og finder sted i Berlin fra 9.-13. marts 2016.

”Vores Europæiske Kulturhovedstad i 2017 giver os en unik mulighed for at styrke kendskabet til Aarhus og hele vores region internationalt. Vi ved, at kulturoplevelser er den vigtigste inspiration, når turister skal vælge nye destinationer, og her står vi meget stærkt,” siger Peer Heldgaard Kristensen, direktør for VisitAarhus.

Den danske stand i Berlin er organiseret af VisitDenmark, der har sikret Aarhus 2017 og VisitAarhus en markant placering på messen, der i år fejrer 50 års jubilæum.

“Kulturhovedstaden vil præsentere det allerbedste indenfor kreativitet og kultur, og programmet for Aarhus 2017 vil byde på masser af kulturelle oplevelser og tilbud på tværs af hele Region Midtjylland, og vi glæder os til at byde både danske og udenlandske gæster velkommen til et spektakulært år,” siger Rebecca Matthews, direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Under messen i Berlin vil Rebecca Matthews og den danske ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, mødes med repræsentanter for tyske medier på den danske ambassade i Berlin.

“Tyskland er et af vores vigtigste nabolande. Hvert år besøger millioner af tyskere Danmark, og vi håber, at vi med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 kan bidrage til at endnu flere får øjnene op for vores fantastiske kultur og natur,” siger Rebecca Matthews.

Download pressemeddelelse