Konference om kreativitet og kulturskabt vækst

27. september mødes en række fremtrædende specialister inden for kultur, kreativitet og forretningsudvikling med politikere på Christiansborg for at debattere, hvordan blandt andet kultur og kreativitet skaber vækst i samfundet. Det sker på konferencen A More Creative Denmark, der skal sætte fokus på Danmarks kreative erhverv, og hvordan de skaber vækst.

Hvordan er kultur med til at skabe kreative individer? Hvordan kan kreativitet løse nogle af samfundets største udfordringer? Og hvad er sammenhængen mellem kultur, kreativitet, erhverv og vækst – den såkaldte kreative økonomi? Det er nogle af de spørgsmål, som oplægsholderne på konferencen A More Creative Denmark vil give svar på, når konferencen den 27. september afholdes på Christiansborg med 150 deltagere.

Kreativitet og vækst på dagsordenen
Konferencen har til formål at sætte vækst gennem kreative erhverv på den nationale dagsorden med en række inspirerende oplæg og debatter. Blandt andet vil Rebecca Matthews, administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, i sin velkomsttale fortælle om, hvordan kultur kan være med til at løse nogle af samfundets største udfordringer.

"De kreative erhverv står for 9 % af den samlede omsætning i Danmark, og andelen er stigende. Vi befinder os i en tidsalder, hvor der er behov for at tænke kreativt for at skabe bæredygtige løsninger i vores samfund og erhvervsliv. Og denne kreativitet opstår især i miljøer, hvor der stilles spørgsmålstegn ved det konventionelle, og hvor forskellighed og mangfoldighed dyrkes. Disse kreative miljøer er afhængige af et stærkt kulturliv – og derfor er kulturelle udbud afgørende for at styrke den kreative økonomi," forklarer Rebecca Matthews.

Et rum for kulturel værdiskabelse
Det nyligt åbnede kulturhus Dokk1 i Aarhus, der er tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er et eksempel på et projekt, der bygger på en kreativ ide om at skabe et offentligt rum for kulturel værdiskabelse. Bygningen er hurtigt blevet et ikon og vartegn for Aarhus både nationalt og internationalt.

På konferencen fortæller arkitekterne fra Schmidt Hammer Lassen og Aarhus Kommune om visionen for det ikoniske byggeri. Derudover tæller oplægsholderne bl.a. bestyrelsesformand for Creative England, John Newbigin, der gennem de sidste år har fokuseret på at vækste den kreative økonomi i Storbritannien, samt Cloud Technical Executive hos IBM, Brandon Jones, der med stor succes har involveret kreative hoveder i IT-virksomhedens forretningsudvikling.

Konferencen afsluttes med en paneldebat med Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen, Kontorchef for Center for Vækst og Beskæftigelse hos KL, Karoline Amalie Steen, samt Head of Learning, People & Culture hos Danske Bank, Charlotte Schmidt.

Læs mere om konferencen

Læs mere om More Creative