Kasper Holten instruerer operaen Brødre

- på Den Jyske Opera i Musikhuset Aarhus i 2017.

Den Jyske Opera opfører Susanne Biers film, Brødre, som opera i august 2017. Den nye danske opera bliver instrueret af Kasper Holten, og Steffen Aarfing skaber scenografien. Komponisten er den danskfødte islænding Daníel Bjarnason og librettisten er Kerstin Perski (Reumertprisbelønnet for Skriftestolen).

“Jeg er virkelig begejstret for, at den første opgave, jeg påtager mig som freelance-instruktør efter min tid som operachef for Covent Garden i foråret 2017, bliver hos Den Jyske Opera,” udtaler Kasper Holten og fortsætter:

”Her iscenesatte jeg mine første store operaer, og jeg husker det stadig som et af mine første ‘kunstneriske hjem’. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme tilbage til Den Jyske Opera og ikke mindst til dette spændende projekt som del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Jeg har altid haft en særlig forkærlighed for at medvirke til udviklingen af helt nye operaer. Librettoen til Brødre forekommer mig at være en af de bedste nye opera-librettoer, jeg nogensinde har læst. Jeg sad på et fly med tårer løbende ned af kinderne og vidste, at jeg måtte sige ja. Med det nyskabende og funky musikalske univers, som Daníel Bjarnason står for, håber jeg, at vi sammen kan gøre Brødre til en intens og unik oplevelse for publikum.”

Brødre er en del af Musikhuset Aarhus’ Bier Trilogi, hvor den anerkendte filmtrilogi af Susanne Bier gentænkes inden for tre forskellige genrer i forbindelse med, at Aarhus er kulturhovedstad i 2017: Brødre som opera, Efter brylluppet som musikteater og Elsker dig for evigt som moderne dans. Brødre er et samarbejde mellem Musikhuset Aarhus, Aarhus 2017 og Den Jyske Opera.

”Det er fantastisk, at Den Jyske Opera har fået en international operakapacitet til at instruere Bier Trilogiens første del. Med Kasper Holten som instruktør på Brødre, Peter Langdal som instruktør på Efter Brylluppet og Palle Granhøj som koreograf på Elsker dig for evigt er brikkerne til Bier Trilogien ved at være på plads med et rigtig dream team,” udtaler Mette Kier, programchef, Musikhuset Aarhus.

Operachef Annilese Miskimmon har været med i processen fra værket blev bestilt hos komponist og librettist:

”Jeg er ked af at skulle forlade arbejdet med Brødre i forbindelse med, at jeg stopper som chef på Den Jyske Opera pr. 1. januar 2017, men jeg vil følge arbejdet på sidelinjen i mit nye job som operachef for Den Norske Opera & Ballett og er stolt af, at det er lykkedes at sammensætte et så stærkt hold af komponist, librettist, instruktør og scenograf til at forløse denne milepæl indenfor ny, dansk opera,” siger Annilese Miskimmon.

Direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 Rebecca Matthews supplerer:

”Jeg er meget begejstret over at kunne byde Kasper Holten velkommen i Aarhus 2017-familien. Det er en enestående mulighed at have ham med på holdet som instruktør, og jeg er overbevist om, at hans imponerende internationale renommé vil få udlandet til at vende blikket mod både Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 og Bier Trilogien.”

Brødre:
Holdet bag: Komponist Daníel Bjarnason, librettist Kerstin Perski. Instruktør Kasper Holten. Scenograf Steffen Aarfing. 

Medvirkende: Danske og internationale sangere, Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester opfører operaen Brødre i Musikhuset Aarhus.

Spilledatoer, august 2017: Musikhuset Aarhus, Store Sal Onsdag 16. august kl. 19.30, Fredag 18. august kl. 19.30, Søndag 20. august kl. 15.00, Tirsdag 22. august kl. 19.30.

Billetsalg: Billetsalget til operaen Brødre åbner i april 2016.