Iværksættersætterpris til firma bag mobile drivhuse

Iværksætterprisen fra Business Region Aarhus blev i går uddelt til tre aarhusianske iværksætter-virksomheder – den ene tilfaldt Urban Greenhouse.

I forbindelse med gårsdagens konference Iværk & Vækst i Aarhus kårede borgmester Jacob Bundsgaard tre vindere til Iværksætterprisen fra Business Region Aarhus.

Prisen for bedste fysiske produkt tilfaldt Urban Greenhouse, som producerer mobile og multifunktionelle drivhuse primært til brug i byerne. Drivhusene produceres ud fra bæredygtige principper.

Aarhus 2017 har anvendt de mobile drivhuse ved flere lejligheder som eksempel på gentænkte byrum. Bl.a. under den internationale jurys besøg i Aarhus samt ved den endelige præsentation i Kulturstyrelsen, hvor det gentænkte drivhuskoncept vakte begejstring.

Bag Urban Greenhouse står Line Grüner. Line Grüner fik ideen til Urban Greenhouse, da hun som sit afgangsprojekt på sløjdlæreruddannelse havde produceret et drivhus på hjul. Når hun viste drivhuset frem, var der mange, der ville vide, hvor hun have købt det, og en måned senere startede Line som iværksætter.

Præmien i konkurrencen er et mentorforløb med en række dygtige erhvervsledere, Frantz Longhi, Michael Anker Mark, Martin Christensen, Susanne Hoeck, Henrik Lind og Christian Stadil.