Erhvervsstyrelsen afviser beskyldninger mod Aarhus 2017

Erhvervsstyrelsen afviser beskyldninger mod Aarhus 2017

Fonden Aarhus 2017 har overholdt alle fondsretlige regler. Det er konklusionen i en redegørelse fra Erhvervsstyrelsen, der efter kun otte dage afviser en stribe beskyldninger mod Fonden fremsat i medierne.

Fonden bag den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017 har netop modtaget et tre sider langt brev fra Erhvervsstyrelsen. I brevet slår styrelsen fast, at Fonden hverken direkte eller indirekte ulovligt har ført midler tilbage til Fondens stifter Aarhus Kommune. At Fonden og fondsbestyrelsen overholder reglerne om uafhængighed, og at der heller ikke er hold i beskyldningen om, at en medarbejder skulle have bevilliget penge til sig selv.

”Det er en meget klar og entydig konklusion. Jeg er glad for, at styrelsen så hurtigt og effektivt har fået afvist de fremsatte beskyldninger. Det giver Fonden arbejdsro til at fokusere på at sikre kulturoplevelser i verdensklasse til regionens borgere og gæster,” siger formand for Fonden Aarhus 2017 og borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard.

Det er blot otte dage siden, at Fonden sendte sin redegørelse til styrelsen. Den hurtige sagsbehandling glæder også advokat og adjungeret professor ved Aarhus Universitet Carsten Fode, der på vegne af Fonden har udarbejdet redegørelsen.

”Det er dejligt, at Erhvervsstyrelsen så hurtigt har givet os ret i, at alle regler er blevet overholdt. Det viser klart, at der ikke er hold i de beskyldninger, der har været fremsat i medierne. Det bliver slået helt fast, at alle fondsretlige regler er overholdt, og at Fonden ikke ulovligt har ført midler tilbage til Aarhus Kommune,” siger Carsten Fode.

Erhvervsstyrelsen konstaterer i sit brev, at ”Styrelsen finder derfor ikke anledning til at foretage sig yderligere i relation til fondens aktivitetsformål og programaktiviteter.” Styrelsen opfordrer dog samtidig til, at det overvejes at ændre en praksis, hvor Aarhus Kommune har haft mulighed for at godkende fondens budgetter og regnskaber.

Fonden vil på den baggrund nu tage kontakt til Erhvervsstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen for at afklare, hvordan man kan imødekomme forslaget samtidig med, at man overholder andre regler, der slår fast, at kommunen er forpligtiget til at godkende budgetter og regnskaber.

Læs Erhvervsstyrelsens svar på redegørelse