DON GNU præsenterer Human in Balance på unik vippescene

Kan en gigantisk vippescene danne ramme for et politisk og europæisk opgør? Og hvordan klarer vi balancen mellem magten og individet i Europa i 2017? Det er spørgsmål som det aarhusianske teater DON GNU stiller skarpt på i forestillingen Human in Balance i samarbejde med det cypriotiske Dance House Lemesos og det aarhusianske Bora Bora - Dans & Visuelt Teater.

I 2017 vil de Europæiske Kulturhovedstæder Aarhus og Pafos samt den cypriotiske by Limassol danne ramme for et gentænkende sceneshow, som bliver udført på en gigantisk vippescene af stål og aluminium. Vippescenen The Turmoil måler 5 meter i diameter, og vejer omkring et halvt ton.

Vippescenens symbolske kræfter
”Inspirationen til dette projekt kommer fra de erfaringer vi har haft med at lave forestillingen N.A.R.G. - North Arena Rumble Game,” fortæller Sigrid Aakvik, som er DON GNUs producer. Vippescenen iscenesætter en universel problematik, hvor demokrati, magt og samarbejde bliver åbenbare tematikker. Vippescenen udtrykker modsætningsforhold som balance over for ubalance og ligeværd over for uligeværd. Tematikker som bliver levendegjort gennem skuespillerne og dansernes bevægelser på det sensitive fundament. 

Med forestillingen Human in Balance forsøger DON GNU, Dance House Lemesos og Bora Bora at lave en kunstnerisk visualisering af balancen mellem magten og individet i Europa. Forestillingen vil skabe fokus på mennesket som individer og medborger.

Publikum som medspillere
Projektet vil fokusere på den menneskelige interaktion mellem publikum og danserne på vippescenen. 

”Med forestillingen håber vi at kunne engagere publikum, både i deres tanker og deres krop. Når det enorme vippebræt bliver sat i rotation, kan man mærke vinden suse i håret, og kraftanstrengelserne danserne gennemgår, for at holde sig på benene, kan ikke undgås at forplante sig i publikums kroppe. Publikum bliver en gyngende masse, i takt med vippebrættets bevægelser, og til sidst bliver man siddende helt yderst på stolen,” fortæller Sigrid Aakvik.

Projektet åbner ikke kun op for en interaktion, når forestillingen kører, men inddrager også de lokale i forberedelserne op til. Der bliver holdt åbne prøver i indledningsfasen i Cypern, hvor lokale borgere bliver inviteret til at kigge med i processen og diskutere temaerne, og hvordan de opleves på scenen.

Kunstnerisk europæisk samarbejde
Ifølge Sigrid Aakvik er Pafos på mange måder anderledes end Aarhus, men der er alligevel nogle fællestræk, som kan blive forenet på vippescenen og i mødet mellem dansere og publikum. I samarbejde med kunstnerne fra Cypern vil DON GNU afsøge og udforske europæiske problematikker med mennesket i centrum. Den indledende researchfase til forestillingen finder sted i den cypernske by Limassol, hvor samarbejdspartnerne Danse House Lemesos ligger. Forestillingen får et lokalt twist på hver lokation. 

Forestillinger i Pafos, Limassol og Aarhus
I maj til juni 2017 vil DON GNU arbejde med forestillingerne i både Limassol og Pafos. Efter forestillingerne i de cypernske byer er det Aarhus’ tur til at få fornøjelsen af forestillingen. I oktober og november arbejder holdet med den aarhusianske version, og premieren vil finde sted på Bora Bora med en varighed på 30-45 minutter. Projektet vil, som DON GNUs tidligere projekter, munde ud i en dansefilm. 

Læs mere om kunstnerne bag projektet på deres hjemmeside her og besøg deres Facebookside her