Designdirektør bliver programdirektør


50-årige Gitte Just bliver programdirektør for den Europæiske Kulturhovedstad 2017. Hun kommer fra en stilling som direktør i Danish Design Association.

Det bliver den nuværende direktør i Danish Design Association Gitte Just, der får ansvaret for at designe den overordnede programlinje i det omfattende kulturhovedstadsprogram. Det blev torsdag afsløret på et pressemøde i kulturhovedstadens glascontainer, der for tiden er placeret på Tangkrogen i Aarhus i anledning af udstillingen Sculpture by the Sea.

”Gitte Just har det miks af viden og erfaring indenfor en række områder af kulturen, som gør hende til den helt rigtige person som programdirektør for kulturhovedstaden. Hun har et stort netværk pga. sine mange år i kulturbranchen og kombineret med hendes internationale udsyn, har hun et super godt udgangspunkt til opgaven," siger borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard, der er formand for Fonden Aarhus 2017.

Gitte Just skal som programdirektør lægge den overordnede linje i det samlede program med udgangspunkt i de visioner og temaet RETHINK, som ligger til grund for udvælgelsen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Det bliver hendes opgave at sikre en rød tråd gennem de flere end 300 begivenheder og events, der kommer til at præge Aarhus og de øvrige kommuner i regionen i 2017.

”De europæiske lande er knyttet sammen af stærke kulturelle og politiske bånd og har mere end nogensinde brug for sammen at fastholde og udvikle positionen som et af verdens kulturelle omdrejningspunkter. Derfor er det essentielt, at Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 bruges til at styrke den europæiske mangfoldighed og lægge spor ud til tættere kulturelle, erhvervs- og uddannelsesmæssige samarbejder. Temaet RETHINK er et godt udgangspunkt for det arbejde, og jeg glæder mig til sammen med de mange projekter på tværs af regionen at folde det ud, så det bliver synligt både lokalt og internationalt,” siger den kommende programdirektør Gitte Just.

Gitte Just har tidligere været projektchef i Kulturby 96, og var en stor del af Københavns rivende kulturelle udvikling i perioden. Hun fortsatte som programchef for Øksnehallen i de efterfølgende fem år og var med til at opbygge Øksnehallens profil som Københavns Udstillingshal for kunst, kultur og erhverv. Herefter drev hun sit eget firma med fokus på strategi- og konceptudvikling for en lang række store danske virksomheder.
Hun har været direktør for Danish Design Association siden 2008.

”Jeg glæder mig til et tæt samarbejde med Gitte. Hendes store erfaring som konceptudvikler og evne til at konkretisere visioner og ideer er afgørende for hele kulturhovedstadens succes og evne til at skabe folkelig opbakning og engagement,” siger administrerende direktør i Aarhus 2017 Rebecca Matthews.

Gitte Just tiltræder som programdirektør den 1. september.