Bier Trilogien storsælger

Der er stor interesse for gentænkningen af Susanne Biers værker. Den rørende skæbnefortælling Efter Brylluppet har allerede samlet solgt 25.000 billetter til forestillingerne i henholdsvis Musikhuset Aarhus og på Betty Nansen Teatret, og dansefortolkningen af Elsker dig for evigt har længe været udsolgt. Derfor forlænger Musikhuset begge forestillinger med ekstra spilletider.

Én af Musikhuset Aarhus’ helt store satsninger i kulturhovedstadsåret er Bier Trilogien, hvor tre af Susanne Biers prisvindende mesterværker går fra lærred til scene.

Efterspørgslen på musicalversionen af Susanne Bier-filmen er massiv, og der er allerede solgt henholdsvis 16.000 og 9.000 billetter til forestillingerne på de to teatre. Musikhuset imødekommer efterspørgslen og forlænger med fem forestillinger 10., 11., 12. og 13. oktober kl. 20.00 og 14. oktober kl. 15.00.

Billetterne til de syv Elsker dig for evigt–forestillinger i Rytmisk sal er allerede revet væk, og to yderligere bliver nu sat til salg, nemlig fredag 10. november kl. 15.00 og søndag 12. november kl. 19.30.

Samlet er der solgt 33.000 billetter til Brødre, Efter Brylluppet og Elsker dig for evigt.

”Vi er meget begejstrede og taknemmelige over den store interesse for Bier Trilogien. Trilogien kom forrygende fra start med stor tilstrømning og flotte anmeldelser af operaen Brødre. Nu venter Efter Brylluppet og Elsker Dig for Evigt, der bliver to fantastiske forestillinger med et tårnhøjt kunstnerisk niveau. Vi er vildt glade for, at endnu flere får muligheden for at opleve to af vores absolutte højdepunkter i kulturhovedstadsåret,” siger Musikhusets programchef Mette Kier.

Store navne arbejder sammen på nye måder
I Efter brylluppet indtager Erann DD, Cecilie Stenspil og Kasper Leisner hovedrollerne som henholdsvis Jacob, Helene og Jørgen. Som noget nyt p � musicalscenen kan man opleve Barbara Moleko i rollen som bruden Anna. Desuden medvirker Hanne Uldal, Al Agami, Andy Roda, Lea Thiim Harder og Anna Stokholm.

Som et særligt kunstnerisk greb har Peter Langdal valgt at finde en komponist til hver af karaktererne på scenen. Det giver komponisterne mulighed for at dykke helt ned i rollerne og fortolke følelserne, motiverne og handlingerne for den enkelte figur. Og det er store kendte navne, der fuldfører det greb.

Tim Christensen har skrevet musikken til Jacob i samarbejde med Peter Sommer. Peter A.G. har skrevet Jørgens sange, mens Mads Langer er komponist til svigersønnen Christian. På den kvindelige side leverer Anne Linnet musikken til rollen Helene, og Sys Bjerre har skrevet Annas sange.

Susanne Biers tragiske og hjerteskærende kærlighedshistorie Elsker dig for evigt bliver til en moderne danseforestilling, når koreografen Marie Brolin-Tanis Black Box Dance Company i samarbejde med Musikhuset forvandler filmen til en forrygende danseforestilling med premiere 7. november. Musikken til Elsker dig for evigt bliver leveret af sangeren og sangskriveren Pernille Rosendahl, der for første gang er på scenen i en danseforestilling, hvor hun opfører sangene live.