Aarhusiansk kunstner udstiller på Cypern

I 2017 deler Aarhus den fine titel som Europæisk Kulturhovedstad med byen Pafos på Cypern. I den forbindelse åbner udstillingen Trauma and Therapy – Cypriot Antiquity and Contemporary Art på det arkæologiske museum i Pafos 10. oktober 2014. Udstillingen kan opleves frem til 28. februar 2015 og byder blandt andet på spændende lydværker og fotografier af den aarhusianske kunstner Ditte Lyngkær Pedersen.

I 2017 deler Aarhus den fine titel som Europæisk Kulturhovedstad med byen Pafos på Cypern. I den forbindelse åbner udstillingen Trauma and Therapy – Cypriot Antiquity and Contemporary Art på det arkæologiske museum i Pafos 10. oktober 2014. Udstillingen kan opleves frem til 28. februar 2015 og byder blandt andet på spændende lydværker og fotografier af den århusianske kunstner Ditte Lyngkær Pedersen.

Bag udstillingen står Pafos 2017 – European Capital of Culture og den nystiftede lokale kulturorganisation Ex-Artis. Udstillingen, der er kurateret af den græske professor i kunsthistorie Niki Loizidi, fremviser samtidskunstværker af 16 kunstnere fra primært Cypern og Grækenland.

Med udgangspunkt i museets samling af terapeutiske lerkrukker brugt til olier m.m. fra omkring år 100 f.Kr. til år 100 e. Kr. samt Pafos2017’s centrale filosofi ”Open Air Factory” har kunstnerne haft til opgave at gentænke krukkernes historiske, antropologiske og psykoanalytiske tematik. Alle har de arbejdet ud fra den tanke, at terapeutiske objekter kan være bærere af både minder, traumer, sår og smerte – men også håb og helbredelse.

Ditte Lyngkær Pedersen blev i februar 2014 udvalgt til at deltage i udstillingen blandt andet på den baggrund, at hun i en længere periode har arbejdet med temaer såsom identitet, sprog, dekonstruktion, minder og synæstetiske oplevelser. Derudover er Pedersen, som lokal aarhusiansk kunstner, udvalgt som repræsentant for Aarhus 2017, der ligeledes skal understøtte Pafos 2017’s motto: ”Linking Continents, Bridging Cultures.”

To værker
Det ene værk, Pedersen bidrager med, er foto- og lydinstallationen ”Laughter”, der består af en række fotografiske remedieringer af det originale foto ”Laughter – Rooftop of Tobu Building in Tokyo” af den japanske fotograf Kenji Oomori i 1956.

I et tilhørende lydspor fortæller Pedersen om sit lange venskab og brevudveksling med ejeren af originalfotoet – den 80-årige japanske kvinde Yoshiko Okuzawa og om, hvordan det gådefulde foto af fem grinende, unge japanere inspirerede Pedersen til at dykke ned i billedets oprindelseshistorie. Hvorfor grinte de så meget, og blev billedet taget som et snapshot eller var det iscenesat? Billedet synes at rumme flere spørgsmål end svar.

Pedersen blev fortalt i et brev fra Okuzawa, at billedet var iscenesat og muligvis gemte på traumatiske minder, hvilket har været grundlaget for Pedersens efterfølgende – nærmest rituelle og terapeutiske – remedieringer eller, rettere, reenactments af det originale foto i forbindelse festlige begivenheder med venner, kollegaer og familie igennem fire år:

”Jeg søgte Kulturudviklingspuljen om midler til projektet og var så heldig at modtage støtte. Jeg har taget i alt 25 forskellige billeder over de sidste fire år, der alle på den ene eller anden måde gentænker det oprindelige kunstværk. Og i Pafos udstilles alle 25 billeder som én sammenhængende serie,” siger Ditte Lyngkær Pedersen.

Pedersens andet værk på udstillingen hedder Year Forms. En samling af ni forskellige små, nærmest okkulte skulpturer i modellervoks og ståltråd, der i kraft af deres forskellighed skal symbolisere diversiteten blandt menneskers opfattelse af det tidsspecifikke, men abstrakte, begreb ”år”. Hvad er et år, og hvordan manifesterer begrebet sig for vores indre?

Med de to præsenterede værker på udstillingen holder Pedersen fast i sin kunstneriske grundtanke om at skabe alternative narrativer og repræsentationer. Beskueren udfordres på flere planer - både i sin umiddelbare perception og efterfølgende reception af værkerne. Endnu en gang må vi som beskuere gentænke, hvad vi betegner som ”virkeligt”.

Fakta om Ditte Lyngkær Pedersen:
Født i 1977 i Skanderborg, og pt. bosiddende i Aarhus. Hun er uddannet fra Malmø Kunstakademi i 2004 (MFA), og har siden 2004 udstillet på både nationalt og internationalt plan. I begyndelsen af 2014 modtog hun et projektstøttelegat fra Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje med fokus på udarbejdelsen af værker til den omtalte udstilling (Trauma and Therapy) og kommende rejse til Cypern.

Se hendes hjemmeside.

De tre fotos er hhv.:
1. ”Laughter”, In the roof garden of Tobu building in Tokyo, af Kenji Omori, 1956, original foto
2. “Year Forms”, rekonstruktion, af Ditte Lyngkær Pedersen, 2014, ståltråd og modellervoks
3. ”Laughter”, Christmas Party in Berlin, af Ditte Lyngkær Pedersen, 2010, foto, reenactment