Aarhus i bevægelse

Den australske programdirektør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Juliana Engberg, er landet i Aarhus. Her fortæller hun om sit indtryk af en by, designet med menneskers fysiske og mentale velvære for øje. En by med ’liveability’.

”Det vil vrimle med cykelstier i Utopia”, sådan lyder profetien i den engelske forfatter H.G. Wells' roman A Modern Utopia. Og det er interessante ord, men det er nu en af hans andre erklæringer, der falder mig ind, når jeg tænker på det, der skaber ’liveability’ i byerne i dag.

Indledningsvis beskriver Wells sin forestilling om et ’moderne’, post-darwinistisk Utopia, han ser som resultatet af "et smidigt fælles kompromis, hvor en lind strøm af nye individer kan finde sammen om en vidtfavnende, konstruktiv udvikling."

Et moderne Utopia er altså ikke et sted designet med kun ét ideal for øje. Det er - med andre ord - ikke lavet til Den Vitruvianske Mand, vi kender som eksemplet på perfekt symmetri, balance og olympiske styrker. Det er heller ikke det sted, som en anden moderne drømmer, Le Corbusier, ville have skabt det. Et sted designet med plads til bilerne ved at stable folk sammen i vertikale byer, forbundet via motorveje uden fartbegrænsning.

I Wells' forestilling er Utopia et sted, som tilbyder livskvalitet, hvor livet bliver værd at leve i kraft af mangfoldighed og under hensyn til de mange forskellige individer og deres evner.

En by med ’liveability’
Enhver by ønsker at være sådan et sted med ’liveability’. Melbourne, hvor jeg kommer fra, er fire år i træk blevet kåret til den by i verden med størst grad af livskvalitet – eller ’liveability’.
De kriterier, der ligger bag kåringen, er tilgængeligheden af varer og services, personlig sikkerhed og god infrastruktur – lige fra affaldsspande og parker til Wi-Fi-spots. Og Melbourne ér en ganske selvbevidst by, hvor byplanlægning og intelligent design spiller en afgørende rolle i arbejdet med at skabe en by, hvor man lever godt og ikke bare overlever.

Terapeutisk arkitektur
Nu, hvor er jeg blevet ’aarhusianer’, er jeg ved at pejle mig ind på forholdene her. Og i Aarhus spiller arkitekturen en central rolle, når der udtænkes og designes løsninger for det fremtidige liv i byen. I Aarhus fornemmer jeg, at der er en bevægelse i gang, som man kunne kalde ’terapeutisk arkitektur’. Her oplever jeg, at arkitekturen opfordrer borgerne til at sætte sig i bevægelse, og dermed bidrager til livslang sundhed ved at anspore folk til fysisk aktivitet.

Fra forskerne ved vi, at bevægelse er godt for både krop og hjerne. Det betyder, at arkitektur kan – og det oplever jeg netop i Aarhus – bruges proaktivt i kampen mod aldring og de begrænsninger af hjernen, som aldring medfører. Derfor er livskvalitet i byen - i mine øjne - ikke kun et spørgsmål om komfort, men også om den betydning, som bygninger kan have for borgernes mentale og fysiske velbefindende.

Brugere i bevægelse
Jeg er i øjeblikket så heldig at arbejde i Aarhus nyeste arkitektoniske fyrtårn Dokk1, der for nylig åbnede ved havnen i Aarhus. Arkitekterne bag Dokk1 har skabt en bygning, som i min optik realiserer netop tanken om ’terapeutisk’ arkitektur.

Det kommer bl.a. til udtryk i handicap-rampen, der i stedet for at blive betragtet som en barriere for godt design har fået en central funktion i udformningen af bygningen. Rampen er således blevet et sted, der giver udfoldelsesmuligheder ikke bare for dem, som bruger kørestol, men også dem, der ønsker at gå en tur, køre i gokart, løbe, hoppe, lege... Denne rampe er nærmest blevet et indre organ i bygningens krop. Et organ, der konstant sætter bygningens brugere i bevægelse.

Ved en af indgangene uden for bygningen findes den særlige, stejle Aarhus-trappe, der med sine mange trin udgør et sundt alternativ til elevatoren. Og i periferien af Dokk1 finder vi et væld af aktivitetsområder. Her er jeg især fascineret af de fjedrende platforme – ’Isflagerne’ – der bruges dagligt på tværs af generationer som en social skulptur. Her finder vi børn, der hjælper hinanden, børn, der opfordrer deres bedsteforældre til at prøve, og voksne, som får overtalt sig selv til at kaste sig ud i det og genfinde barnet i sig selv.

Denne enkle konstruktion er ikke alene sjov; den er også udtryk for samarbejde, teamwork og en evne til at få folk til at bevæge sig.

Et bibliotek er ikke et mausoleum
Ideen med at placere Dokk1 ved havnen er en lille genistreg inden for byplanlægning. Og samtidig ganske dristigt. I en tid, hvor de fleste har dømt bogen og dermed biblioteket ude, har forudseende mennesker i Aarhus haft modet til at indse, at et bibliotek ikke nødvendigvis er et mausoleum med døde bøger, men kan være et aktivt kommunikationscenter, hvor folk mødes, og et symbol på samvær. Et sted, hvor folk på tværs af generationer læser, arbejder, leger eller måske bare kommer forbi for at nyde den fantastiske udsigt over havnen fra et af de bedste opholdsrum i Aarhus. Der er kommet liv i Aarhus Havn, og byen er nu helt grundlæggende begyndt at orientere sig mod vandet.

Nu og da høres en stor klokke ringe i Dokk1. En herlig lyd, der fortæller, at en lille ny er kommet til verden i Aarhus. Og hvor heldige er disse nye aarhusianere ikke? De er kommet til verden et sted, hvor livet er værd at leve – designet med menneskers fysiske og mentale velvære for øje.

Denne artikel blev bragt i tillægget 'Arkitektur' i Dagbladet Politiken 9. september 2015.