Aarhus Festuge og Aarhus 2017 skal arbejde sammen

Aarhus Festuge og Fonden Aarhus 2017 har indgået en aftale om et fremtidigt samarbejde.

I en nyligt indgået aftale mellem Festugen og Fonden Aarhus 2017 fremgår det, at Fonden Aarhus 2017 skal bidrage til bl.a. Festugens arkitekturfestival 1:1, ligesom aftalen indebærer en række årlige møder mellem Festugens direktør Jens Folmer Jepsen og direktøren for Fonden Aarhus 2017 Rebecca Matthews.

Hvad samarbejdet konkret kommer til at medføre i første omgang vil blive offentliggjort senere på året.

Aarhus Festuges direktør Jens Folmer Jepsen glæder sig til samarbejdet med 2017:

"Nu har Festugen og 2017 sagt goddag til hinanden, og som bekendt ved man, at når mennesker mødes, så kan god musik opstå," siger Jens Folmer Jepsen.

Administrerende direktør i Fonden Aarhus 2017 Rebecca Matthews ser frem til samarbejdet:

"Jeg glæder mig over, at der nu er indgået en aftale med Festugen. Der er mange synergier mellem Festugen og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Vi arbejder sammen om at udbygge de kreative styrkepositioner i byen og regionen både lokalt, nationalt og internationalt – inden for arkitektur, design, byrum, lysinstallationer, film og mad. Jeg er sikker på, at vores samarbejde vil vokse i de kommende år, og jeg ser Festugen som en vigtig samarbejdspartner for Aarhus 2017," siger Rebecca Matthews.

For yderligere oplysninger, kontakt pressechef Peter Vestergaard på tlf. 20 13 10 90 eller mail peter.vestergaard@aarhus2017.dk