Aarhus 2017 og Aarhus universitet indgår i tæt samarbejde

Forskning og evaluering skal styrke kulturby projektet.

Aarhus 2017 og Aarhus universitet har nu officielt fået sat underskrift på deres samarbejde. Universitetet skal undervejs forske og evaluere det store projekt for at undersøge betydningen og effekten af at være kulturhovedstad.

Rammen om forskningsprogrammet er 6 udvalgte temaer, der blandt andet sætter fokus på kulturbyens tre kerneværdier: Bærerdygtighed, demokrati og mangfoldighed.

Otte forskere vil være tilknyttet som koordinatorer for projektet, hvor de studerende også vil få mulighed for at deltage. Der skal blandt andet etableres en række læringsforløb i forbindelse med undervisningen, og der er planer om særlige projektforløb for internationale studerende.

“Projektet har mange temaer, hvor jeg faktisk mener, at vi har en naturlig samfundsmæssig forpligtelse til at bidrage med vores viden og evner. Samtidig er jeg sikker på, at de forskere og studerende, der bliver en del af projektet, vil opnå ny viden og nye erfaringer, som de kan få gavn af i deres arbejde," fortæller Rektor Brian Bech Nielsen.