Efterårsferie med Aarhus 2017 - Highlights

Efterårsferien byder på masser af fantastiske oplevelser med Aarhus 2017. Læs mere om de mange spændende highlights her:

Edda 14. Okt. - 20. Okt. 
Oplev et af kulturhovedstadsårets absolutte højdepunkter, når teaterlegenden Robert Wilson kommer til Aarhus Teater.

New Danish Modern 13. Okt - 21. Okt.
Danmark er design! New Danish Modern – en hovedevent under Europæisk Kulturhovedstad - sætter dansk design i et historisk perspektiv med særligt fokus på nutidigt og fremtidigt design. 

Callum Morton: Sisyphus Indtil 31. Dec. 
Den internationalt anerkendte kunstner Callum Morton præsenterer et omfattende skulpturelt værk på KunstCentret Silkeborg Bad. Værket trækker på stedets historie som kuranstalt, flygtningelejr og bunker under besættelsen.

Cindy Sherman Indtil 10. Dec.
Cindy Sherman (f. 1954) er en af vor tids absolut mest indflydelsesrige fotokunstnere. Med sine chokerende, selvudleverende og nyskabende portrætter har hun siden 1970’erne leveret markante bidrag til udviklingen af fotografiet som kunstnerisk medium.

Billedstorm Indtil 30. Dec.
Billeder kan provokere, udfordre tabuer og censureres - og billeder kan ødelægges. Ikonoklasme - billedstorm - er en voldelig eller kontrolleret ødelæggelse af religiøse billeder.
Som en del af fejringen af 500-års-jubilæet for Reformationen er tre museer gået sammen for at undersøge, hvordan og hvorfor visse billeder blev forbudt, ødelagt eller tabubelagt på grund af deres religiøse, politiske, seksuelle eller etniske indhold

Skulpturlandsby Selde Indtil 17. Dec. 
I 2017 bliver skulpturlandsby Selde befolket af videokunstnere, som bruger byen og borgerne som materiale til videoproduktioner. Kunstnernes værker installeres i det offentlige rum på forskellig vis, f.eks. som projektion på en husvæg, projekteret op i et vindue i et privat hjem eller i Dagli’brugsen, på plejehjemmet, i skolen osv.

Fresh Eyes 12. Okt. - 29. Okt. 
Torsdag den 12. oktober kl. 16 åbner udstillingen FRESH EYES med deltagelse af elleve fotokunstnere og syv forfattere, som fra 2013-2016 har været i Aarhus.
Kunstnerne har set Aarhus med friske øjne og fortolker byen på hver deres individuelle måde. FRESH EYES udfolder sig på seks forskellige 'udstillingsstationer' i byrummet omkring Galleri Image og giver publikum muligheden for at gå på opdagelse i de forskellige fremstillinger af Aarhus og opleve byen på ny.

Kawaii Epikku - Nordeuropas største manga og animeudstilling  Indtil 20. Okt. 
Viborg Manga og Animeudstilling giver et helt unikt indblik i den fortryllende verden af manga og anime. Udstillingen stiller skarpt på hvorfor manga er så godt i Japan og viser spændvidden i den japanske manga – fra det allermest nuttede til episke eksplosioner i Armageddon-stil.

OBS: Vær opmærksom på de forskellige arrangørers åbningstider.