A Shared Moment - Hvide Sande

Havnen i Hvide Sande danner scene og Vesterhavet er bagtæppe, når Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 blænder op for sin store finale i Hvide Sande 9. december. Eventen, der starter klokken 17, bliver live streamet til et kæmpelærred på Aarhus Havn.

Forud for den officielle finale i Hvide Sande, står den lokale handelsstandsforening "Havnen" - i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og turistkontoret Hvidesande.dk - for en festlig eftermiddag fra klokken 14. Her er underholdning for børn og børnefamilier med masser af lys, musik og stemning. Foruden kulturelle indslag og musikalsk opvarmning, vil der være telte på havnen, hvor de besøgende kan søge ly for den decemberfriske vestenvind. Her vil man også møde en overflod af madboder med to-go food og et stort udvalg af varmende drikke.

Et 30-minutters show til lands og vands med sang og dans og med både professionelle og lokale performere er, hvad der venter publikum i Hvide Sande, hvor repræsentanter fra hele Region Midtjylland vil være til stede for at sende positiv energi og kulturel medvind videre til næste års europæiske kulturhovedstæder: Leeuwarden i Holland og Valletta på Malta.

Når den officielle del af finaleeventet rykker fra Hvide Sande tilbage til Aarhus klokken 17.30, sender Hvide Sande de mange besøgende udefra hjemad med endnu en omgang musikalsk underholdning.

I Aarhus fortsætter fejringen af finalen efter live streamingen med over 75 gratis koncerter.